De Radikale er ikke parat til at skrive under på det udkast til en kritik af de Konservatives formand, Lene Espersen, som formanden for finansudvalget Kristian Thulesen Dahl (DF) har formuleret.

Udkastet fra Kristian Thulesen Dahl udtrykker markant kritik af, at Lene Espersen har givet urigtige oplysninger i folketingssalen i sagen om overbetaling af privathospitaler. Men de Radikales partileder, Margrethe Vestager, er ikke tilfreds.

- Det skal være mere præcist, lyder Margrethe Vestagers kortfattede kommentar.

Kristian Thulesen Dahl ser gerne, at et enigt folketing bakker op om den skriftlige kritik af Lene Espersen.

Håber på enighed

- Det er holdt i vendinger, som gør, at jeg tror, der kan blive enighed om det. Men om det også holder hjem er selvfølgelig ikke til at vide, siger Kristian Thulesen Dahl. Både de Radikale og den øvrige oppositionen har fået udleveret udkastet i dag, og imorgen forventer Kristian Thulesen Dahl at præsentere finansudvalget for det endelige forslag til en tekst.

- Der vil imorgen ligge et konkret forslag til en tekst. Der er lagt op til markant kritik både i forhold til den manglende efterlevelse af reglerne i forhold til Rigsrevisors ret til at få materialer fra Sundhedsministeriet, men også i forhold til udenrigsministerens udtalelser i folketingssalen, siger Kristian Thulesen Dahl. Han appelerer til at oppositionen ikke trækker sagen i langdrag.

- Vi må håbe, at seriøsiteten vinder og at oppositionen kan se, at det bliver for tydeligt, hvis de forsøger at trække sagen længere end den kan bære af politiske årsager, og dermed afskærer os muligheden fra i enighed at formulere en kritik af det, der er sket, siger Kristian Thulesen Dahl.