»Hvis der er nogen, de her børn ikke skal være sammen med, så er det deres far.«

En 34-årig mand er ved retten i Holbæk blevet idømt halvandet års fængsel for vold og seksuelle overgreb mod sine to døtre. Manden er udenlandsk statsborger, og derfor kunne han have fået en dom til udvisning af Danmark.

I stedet er manden nu sluppet med en advarsel om udvisning.

I sagen fra Holbæk vurderede retten, at en udvisning fra Danmark ville forhindre mandens børn i at have kontakt med deres far, som er det eneste familiemedlem, de har i Danmark. Det ville derfor være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions 'ret til familieliv', hvis faderen blev udvist.

»Det er jo totalt absurd, at det er retten til familieliv, altså at være sammen med de børn, han har forgrebet sig på, der gør, at en pædofil mand kan få lov til at blive i Danmark,« siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

Den 34-årige mand er tiltalt for mellem 2015 til oktober 2019 gentagne gange at have udøvet vold mod sine to piger, som i dag er 11 og 13 år gamle.
Derudover er han tiltalt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje over for den ældste af de to piger.

Så længe en sag kører ved en domstol, har en tiltalt for pædofili eller vold som udgangspunkt ret til samvær med de børn, som sagen involverer.

Peter Skaarup mener derfor, at reglerne hurtigst muligt bør laves om.

»Vi skal have strammet reglerne, så man ikke har ret til samvær, når man er under mistanke på overgreb på sine børn. En varetægtsfængsling ville sørge for, man var på den sikre side,« siger Peter Skaarup.

Han ser ikke noget problematisk i, at man dermed kunne risikere reelt at dømme tiltalte på forhånd.

»Man varetægtsfængsler generelt alt for lidt. Og jeg synes, det er meget utrygt at den her far stadig har ret til samvær med sine børn. Det må ikke på nogle måder gå ud over børnene, at man har sådan nogle tendenser,« siger Peter Skaarup.

Peter Skaarup (DF) efter møde i Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen i Landstingssalen på Christiansborg, onsdag den 20. januar 2021.
Peter Skaarup (DF) efter møde i Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen i Landstingssalen på Christiansborg, onsdag den 20. januar 2021. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han mener, at justitsministeren for længe siden burde have strammet reglerne på området.

»Der er blevet nølet. Princippet i dag er, at børn nærmest lige meget hvad skal være sammen med deres forældre. Kæden hopper helt af i den sag, for hvis der er nogen, de her børn ikke skal være sammen med, så er det deres far,« siger Peter Skaarup.

»Der er jo ingen logik i det her overhovedet. Jeg kan umuligt forestille mig, at det er meningen, at man skal have ret til familieliv med de børn, man har forvoldt skade. Så jeg vil nu spørge justitsministeren ind til, hvorvidt det her kan være rigtigt,« siger Marcus Knuth, der er udlændingeordfører hos De Konservative.

Også De Konservative ser gerne, at man varetægtsfængslede mere i sager om misbrug af børn i familier.

»Vi vil meget gerne se på alle muligheder, der kan være for at holde de forældre, der har gjort deres børn ondt, helt væk fra børnene,« siger Marcus Knuth.

Dommen fra Holbæk er anket til landsretten og justitsminister Nick Hækkerup »finder det af principielle årsager rigtigst ikke at udtale mig om den konkrete sag,« oplyser Justitsministeriet i en mail til B.T.

»Men jeg mener selvfølgelig bestemt, at vi skal sætte hårdt ind over for pædofile og sikre børn mod overgreb,« skriver Hækkerup videre i mailen.