Silkeborg har i mange år været kendt for at have noget af Danmarks reneste og blødeste drikkevand.

For at bevare det sådan i fremtiden vil Silkeborg Kommune nu indgå et samarbejde med omkring 30 vandværket om at beskytte 1.770 hektar landbrugsjord.

Det skriver Silkeborg Forsyning i en pressemeddelelse

Og det bliver bestemt ikke gratis for hverken kommunen eller silkeborggenserne. 

Op imod 200 millioner kroner kan det komme til at koste at sørge for, at grundvandet ikke i fremtiden bliver forurenet af sprøjtegifte fra landbruget. 

En række landmænd og andre lodsejere skal nemlig kompenseres for, at de ikke kan sprøjte deres jord på samme måde som hidtil. 

Det medfører altså en udgift, som vil blive lagt oven i prisen på vandet. 

»Grundvandet er under pres i hele landet – også i Silkeborg Kommune. Vi risikerer forurenet drikkevand, der overskrider grænseværdierne for for eksempel sprøjtegifte, hvis vi ikke gør meget mere, end vi gør i dag, siger Bo Frølund,« der er vandchef i Silkeborg Forsyning i pressemeddelelsen.

Hvad det nye samarbejde helt præcist betyder for den enkelte vandkunde er ikke afgjort endnu. 

I et eksempel med en familie med tre børn med et årligt vandforbrug på 170 m³ vil prisen stige med minimum 85 kroner om året og maksimalt med 340 kroner om året.