Hvis du ikke synes, at de seneste to ugers OL i Tokyo har været forrygende, så elsker du ikke sport.

Legene i Japans hovedstad har nemlig haft det hele – både set med danske og internationale briller. Der har eksempelvis været kæmpe triumfer, store nedture, gigantiske fejl, overraskelser og ikoniske tårer.

Der er med andre ord sket en masse ting de seneste 14 dages tid, og det er svært at samle op og huske det hele. Men vi vil alligevel gøre et forsøg.

Derfor kan du læse hele B.T.s OL-dom over den seneste tid i Tokyo herunder:

Anne-Marie Rindom

Når det gælder Laser Radial-klassen, er Anne-Marie Rindom bare bedst. Det beviste hun i Tokyo, hvor hun sikrede Danmark den første guldmedalje. Men det var bestemt ikke uden bump på vejen. Hun førte undervejs ganske sikkert, men en diskvalifikation i tiende og sidste sejlads inden medaljeræset sendte pludselig danskeren tilbage til feltet. Alligevel formåede Anne-Marie Rindom at holde hovedet koldt og vinde sejlsportsklassen samlet. Det er høj klasse at vinde det fineste metal trods så meget modgang.

Foto: Unknown
Vis mere

Morhad Amdouni

Det er meningen, at OL skal samle hele verden og være et symbol på, at der altid er en til at hjælpe dig op, hvis du falder. Se bare Nikolaj Jacobsen. Han trøstede Gedeón Guardiola, fordi han var helt knust, efter Spanien havde tabt til Danmark i semifinalen. Derfor var det rystende at se Morhad Amdouni fra Frankrig under søndagens maratonløb. Her væltede han nemlig flere vandflasker ved et vanddepot, så de bagvedliggende konkurrenter ikke kunne få hydreret kroppen. Det er simpelthen ikke i orden.

Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Håndboldherrerne på slap line

Mikkel Hansen, Niklas Landin, Mathias Gidsel og resten har håndboldlandsholdet fejrede OL-sølvet i Tokyo til den lyse morgen. I den forbindelse har Nikolaj Jacobsen lagt en video på Instagram, hvor Mathias Gidsel overhældes med øl, mens han sidder på skuldrene af Lasse Andersson. Holdkammeraterne synger 'Gidsel is on fire', og det et festligt klip, hvor man ikke kan undgå at trække på smilebåndet. Du kan se hele videoen i artiklen lige HER.

Alderen betyder ingenting for Mikkel Hansen

Mikkel Hansen bliver ældre og ældre, men han er stadig for vild. Den danske stjerne leverede igen varen på håndboldbanen, hvor han også lige nåede at slå en olympisk rekord. Hele 61 gange bragede han bolden i kassen, og det er aldrig sket før. Den tidligere rekord havde Kyung-shin Yoon sat i Athen i 2004. Her scorede han 58 gange. Du kan ikke andet end tage hatten af for Danmarks største håndboldstjerne.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

De tårer glemmer vi aldrig

Viktor Axelsen var decideret grædefærdig, da han havde sikret Danmarks anden guldmedalje efter en sejr over Chen Long i to sæt. Stjernen var så rørt, at han ikke kunne gennemføre et interview med DR kort efter triumfen. Det var legendariske scener, og det er nogle tårer, som vi aldrig glemmer. Reaktionen vil vi uden tvivl tale om mange år fra nu. Viktor Axelsen lagde da heller ikke skjul på, at OL-medaljen af fineste karat var kulminationen på en livslang drøm.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Danmark har været stærke i banecykling

Det er således blevet til hele tre medaljer på cykelbanen. Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen sikrede Danmark guld i mændenes parløb, mens Julie Leth og Amalie Dideriksen tog sølv på kvindernes side. Derudover fik Danmark sølv i 4.000 meter holdforfølgelsesløb. Her fangede Italien danskerne til sidst takket være en fænomenal indsats af tempomonsteret Filippo Ganna.

Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Lige ved og næsten flere gange

Med lidt mere held i sprøjten kunne det være blevet til endnu flere danske medaljer. Flere atleter blev således nummer fire og sluttede dermed lige uden for det fine selskab. Dressurlandsholdet blev eksempelvis nummer fire i holdkonkurrencen, mens Cathrine Dufour sluttede på den samme placering i den individuelle konkurrence. Roeren Sverri Nielsen, banerytteren Amalie Dideriksen og sejlduoen Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck sluttede også akkurat på den forkerte side af podiet.

Foto: Carolyn Kaster
Vis mere

Superstjernen havde et hårdt OL

Hele verden havde glædet sig til at følge Simone Biles ved OL. Men sådan blev det desværre ikke. Den 24-årige gymnast kæmpede nemlig med nogle personlige og mentale problemer, og hun trak sig derfor fra flere konkurrencer i Japans hovedstad. Det er også kommet frem, at amerikanerens tante døde uventet under legene. Superstjernen kom heldigvis ovenpå igen og vandt en bronzemedalje på balancebom i tirsdags.

Foto: MIKE BLAKE
Vis mere

Det har været et fremragende OL for Danmark, når alt kommer til alt. 11 medaljer er det helt præcis blevet til, og det er mere end godkendt, hvis du tænker på, at målsætningen var mellem otte og 10. Det er selvfølgelig færre end de 15 fra Rio i 2016, men i Tokyo har Danmark vundet tre guldmedaljer, hvor det 'kun' blev til to for fem år siden. Sportsdirektøren i Team Danmark, Lars Balle Christensen, har ligeledes kaldt de seneste to uger en succes. Samtlige danske atleter fortjener et stort klap på skulderen!