To forfærdelige trafik-ulykker på Amager natten til søndag understeger igen, hvor farlig kombinationen ungdom og fart er. Ikke mindst, når der er sprit involveret.

Den værste ulykke skete kort efter kl. halv fire søndag morgen på Øresundsvej. En 23-årig pakistansk mand og hans jævnaldrende kammerat tager to 16 årige danske piger med i bilen, hvorefter det i følge vidner går med fuld fart gennem Københavns gader.

Ud for Herolds Varehus nær Amager Strand går det helt galt. Den pakistanske mand mister kontrollen over bilen, der pløjer sig over fortovet, hvorefter den tørner ind i en lysmast og et elskab for at slutte sin dødelige fart mod en betonmur.

Vidner slår straks alarm, og der møder politi og redningsfolk et forfærdeligt syn, da de er fremme på uheldsstedet kl. 3.45.

Ved siden af bilen ligger to livløse mennesker. Den 23-årige kammerat og en 16 årig pige. De to har siddet på bagsædet og er blevet kastet ud af bilen ved kollisionen. Trods genoplivningsforsøg er de er døde ved ankomsten til hospitalet.

Den anden 16-årige pige flakker rundt i nærheden af uheldsstedet ramt af chok. Hun køres straks til behandling på Amager Hospital. Fysisk er hun sluppet uden alvorlige kvæstelser fra ulykken.

Bilens unge fører, der har lånt bilen af sin far, sidder fastklemt bag rattet. Da redderne får ham befriet, nægter han hårdnakket at tale med politiet. Endnu sent i går aftes fastholdt han sin tavshed.

Derfor har politiet måttet stykke ulykkens forløb sammen på baggrund af den chokerede piges oplysninger og vidners forklaringer. De peger lige som tekniske undersøgelser på, at fart har været den overvejende årsag til den tragiske hændelse.

Derimod har politiet ikke umiddelbar mistanke om spritkørsel, selv om der er udtaget rutinemæssig alkohol-test af den tavse fører.

Det har politiet til gengæld i forbindelse med en ulykke, der skete ikke langt fra Øresundsvej samme morgen. Også i dette tilfælde har ulykkesbilisten kørt alt for hurtigt.

Med anslået 150 km/t, hvor der er 50 km/t fartbegrænsning, kører en stangdrukken 26-årig mand over for rødt lys i en Fiat. Han har tre venner med i bilen, der rammer forenden af en Toyota på vej over for grønt lys.

Toyota'en skæres igennem som ved et kirurgisk snit, hvorefter Fiat'en fortsætter sin ukontrollable rutchetur 50 meter videre. Også en tredie bil involveres i den voldsomme ulykke.

Spritbilisten stikker af, mens tililende forsøger at få de tre kammerater ud af Fiat'en. Et vidne har dog åndsnærværelse nok til at forfølge flugtbilisten, der imidlertid er så fuld, at han snart efter falder i søvn under en busk.

Da politiet kommer til stedet med hunde, kan det årvågne vidne over mobiltelefonen uden større besvær dirigere dem frem til busken, hvor den berusede mand sover brandert ud. En foreløbig prøve viser en sprit-promille i omkring to. Fire gange det maksimalt tilladte.

Spritbilisten og de øvrige involverede er mirakuløst sluppet fra den voldsomme ulykke uden alvorlige kvæstelser. Den værste læsion er en brækket arm.

Den fulde bilist har i forvejen et par promille-sager verserende. Han er er nu sat på fri fod sigtet efter straffelovens paragraf 252, der kan give fængsel på op til fire år.