Prinseparrets hofchef Per Thornit mener ikke, at prins Joachim og prinsesse Alexandra er blevet snydt af sekten Scientology.

»Der har ikke stået noget i ansøgningspapirerne om Scientology. Vi ved kun, at vi har givet penge til et narko-afvænningsprojekt, som vi synes så godt ud. Man kan så diskutere, om det er forkert eller ikke forkert. Hvordan bestyrelsen havde stillet sig til ansøgningen, hvis vi havde vidst noget om en Scientology-tilknytning, ved jeg ikke noget om. Men det fremgår ingen steder,« siger Per Thornit om de 7.000 kr., prins Joachim og prinsesse Alexandra har givet narkoafvænningscenter Narconon.

1.200 ansøgninger

Pengene er pr. check sendt til afvænningscentret, der har tætte forbindelser til sekten Scientology. I går var den glade leder Ole Thiemer så inde for at takke prinseparret.

Føler I jer snydt?

»Næh. Bestyrelsen har kigget på de ansøgninger, ca. 1.200, der er kommet ind. Ud af dem bliver der så valgt nogle stykker ud. Vi har så set på, hvad pengene går til. Om der sidder nogle andre bagude. Det kender vi ikke noget til. Det har vi ikke nogen chance for at vide,« siger Per Thornit.

Har I fortrudt, at I har givet pengene?

»Næh. hvorfor skulle vi det. Projektet med narkobekæmpelse så godt ud. Vi har kun givet penge til et behandlingprojekt for narkomaner. Scientology er ikke nævnt med et ord i ansøgningen. Vi har også støttet 19 andre formål. Nogle, der køber tøj til Rumænien, og hvad ved jeg. Man kan ikke lave politimæssige undersøgelser på alle. Vi har f.eks. også givet penge til et døveprojekt i Afrika. Man er nødt til at se på projekterne og stole på det, der står. Nogle spiller f.eks. violin. Jeg ved ikke, om de kan spille, men det siger de, at de kan,« siger hofchefen.

Vil I nu kigge grundigere på næste års ansøgninger?

»Det har vi ikke nogen mulighed for.«

Lederen af Narconon, Ole Thiemer, siger, han selv er medlem af Scientology, og han har medbragt nogle gaver fra sekten?

»Ja, men det er først i dag. Det er ikke noget, der er sendt ind med ansøgningen. Man behøver jo ikke at læse materialet. Der er også andre, der har fået penge, som er kommet med gaver,« siger Per Thornit.

cath