Rasmus Seebach er ked af, at hans søn aldrig kommer til at have en farfar. Det synger han om på sit nye album, der både er en hyldest af Tommy Seebach og et familiealbum, som sønnen Holger kan bladre i, når han bliver stor, fortæller han til BT.

»Det er pisse irriterende. Jeg kan blive vred over, at Holger aldrig kommer til at opleve sin farfar. De skulle have leget sammen og set hinanden grine. Han skulle have hørt min far spille klaver. Min far betyder jo så sindssygt meget for mig, så selvfølgelig skulle jeg skrive de her nye sange om ham.«

På sit nye femte album, der har fået titlen ’Før vi mødte dig’, introducerer Rasmus Seebach sin søn Holger for hans farfar Tommy, som han til Rasmus Seebachs store ærgrelse aldrig nåede at møde.

Grandprix-legenden Tommy Seebach døde som bekendt alt for tidligt kun 53 år gammel i 2003, og siden har Rasmus Seebach sat en ære i at føre sin fars musikalske arv videre. Han har til sit nye album blandt andet skrevet nummeret ’Farfar sang’, og så har han genindspillet den vuggeviseagtige ’Andeby’ fra 1983 på en måde, så de kommer til at synge duet med hinanden.

»Det er klart noget af det stærkeste, jeg har oplevet i et lydstudie,« fortæller Rasmus Seebach til BT.

»For cirka ti år siden fik min storebror og jeg digitaliseret hele min fars bagkatalog, så vi kan arbejde videre med dem, og da ’Andeby’ var en af de sange, der rørte mig sindssygt meget, da jeg var barn, var det ret vildt at indspille det. Jeg havde hans vokal i ørerne, mens jeg sang, så det føltes som om, han stod lige ved siden af.«

Foto: Pr foto
Vis mere

Det var på en vandretur i Hollywoods bjerge sammen med storebroderen Nicolai og vennen Ankerstjerne, at Rasmus Seebach sidste år fik ideen om at skrive et helt album til sin søn.

Han har altid gerne ville stifte sin egen familie, men det var først da han sidste sommer blev onkel til sin lillesøster Maries datter Augusta og holdt hende i armene, at han blev enig med sin kæreste Julie om, at nu var det tid til at få deres egen. Den 8. januar kom lille Holger så til verden.

»Jeg har aldrig været så inspireret før. Pludselig væltede det bare ud af hovedet med sange. Jeg har altid vidst, at jeg ville skrive en sang til min søn, når han blev født, men da jeg gik der i L.A., og vi egentlig var afsted for prøve at skrive nogle engelske sange for nogle helt andre, kunne jeg godt mærke, at det blev svært at presse alle tankerne ned i en enkelt sang. Så det endte med at blive til et helt album,« smiler Rasmus Seebach. Han håber, at han en dag kan opbygge et varmt venskab til sin søn.

»Det er vigtigt for mig, at Holger lærer hele min historie at kende. Nu står jeg her og udgiver mit femte album som Rasmus Seebach, og der er bare styr på det hele, men han skal også høre om dengang, jeg var ung og famlede rundt som en tosse, som jeg for eksempel synger om på nummeret ’Værste bedste år’. Så jeg ser det lidt som et familiealbum, han kan sidde og lytte til, når han bliver større.«

Foto: PR foto
Vis mere

Albummet har han som altid lavet i kælderen i familiens hus på Frederiksberg. Denne gang har han kombineret indspilningsprocessen med livet som hjemmegående far.

»Det har været sindssygt fedt, nu hvor Holger er kommet til verden, at jeg kan være hjemme og stadig være i studiet. Når han har været med dernede, har jeg selvfølgelig skruet lidt ned for musikken for at passe på hans små ører, men det har været sjovt at kunne spille de nye sange for ham, mens de blev lavet.«

Det næste stykke tid skal Rasmus Seebach bruge på at give interviews og præsentere sin nye musik. Koncerter har han først planlagt til næste år. Nu glæder han sig først og fremmest til at kunne slappe af efter et travlt arbejdsår og holde jul med hele familien.

»Nu skal jeg bare hænge ud med Holger og Julie og få købt nogle julegaver. Det er blevet en god tradition for mig at udgive musik hvert andet år, og jeg har allerede nu fire nye melodier kørende i hovedet, som måske kan komme med på det næste. Nu må vi se, hvad det bliver til.«