41-årige Sabina Malkic efterlod sit spædbarn i Danmark for at blive skilt fra sin mand i Bosnien, men er nu forsvundet på fjerde døgn.

I øjeblikket passer Sabina Malkics danske vennepar Henrik og Tina Polack den fire uger gamle datter Jasmin, mens hendes mor skæbne endnu er uvis. Det skriver Ekstra Bladet søndag.

Midt- og Vestsjællands politi har endnu ikke villet sætte en efterlysning i gang af den bosniske kvinde, der tog til Bosnien for at blive skilt fra en ægtemand, der var kommet med gentagne trusler mod hende.

- Jeg kan jo ikke gøre andet end at passe godt på datteren. Jeg frygter det værste lige nu, for jeg ved jo, at eksmanden har været på nakken af hende. Hun var selv bekymret over at skulle derned, siger Tina Pollack til bt.dk.

Sidste gang hun hørte fra veninden var i onsdags halvanden time inden hun skulle gå ombord på flyet til København, der skulle lande kl. 21:30.

Men da tiden begyndte at nærme sig fik Tina Pollack blot en afbrudt telefonlinje, når hun forsøgte at ringe til Sabina Malkic, der i forvejen har en 12-årig datter bosiddende i Esbjerg.

- Der skal sørges for den lille pige nu, og hvis Sabine ikke kommer tilbage må vi finde ud af, hvad der skal ske gennem myndighederne, siger Tina Pollack. 

Midt- og Vestsjællands politi har oplyst til parret, at de kan henvende sig mandag, hvis der endnu ikke er kommet livstegn fra moren til det lille barn.