En ung mand forsøgte mandag at køre over Storebæltsbroen på knallert på vej til Sverige.

Han havde bare fulgt sin gps.

Sådan lød det fra en 20-årig udenlandsk mand, da han mandag morgen blev stoppet på Sprogø på vej over Storebæltsbroen på en knallert.

Det skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

Det var Fyns Politi, der fik stoppet manden lidt over halvvejs på vejen fra Fyn til Sjælland efter at have fået en anmeldelse klokken 09.25.

Han skulle fra Tyskland til Sverige og havde altså bare fulgt de anvisninger, hans gps havde givet ham.

Det endte med en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven, og manden fik - og betalte - en bøde på 1000 kroner.

Efterfølgende blev manden og knallerter fragtet til Sjælland med en ladbil.

/ritzau/

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.