En ung kvindelig medarbejder sidder ved kassen i Rema 1000 en onsdag aften, da en maskeret mand lægger sine varer på båndet. Da han når hen til kassen, trækker han en kniv, peger den mod hende og meddeler, at der er tale om et røveri.

Sådan forklarede en nu dømt 27-årig mand i retten, hvad der skete, da han 2. februar røvede sig til 9.200 kroner i Rema 1000 i Anderup nord for Odense. Ifølge ham var den butiksansatte omkring 16-18 år.

Få dage efter blev der begået to butiksrøverier mere i Odense med henholdsvis en pistollignende genstand og en pistol. Det skete i Meny i Korup og i Coop 365 i Hjallese.

For de butiksansatte er sådan en oplevelse umulig at forberede sig på, og den kan være mindst lige så svær at komme sig efter.

Det er erfaringen hos Offerrådgivningen Fyn, hvor frivillige hver dag tager imod opkald fra mennesker, der har brug for hjælp i forbindelse med voldsomme og chokerende oplevelser.

Ib Christensen, der er formand for Offerrådgivningen Fyns rådgivergruppe, har i løbet af sin tid som frivillig selv haft butiksansatte i røret efter et røveri, og han understreger, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at reagere på. Hverken i situationen eller bagefter.

»Der er ikke en skabelon, men mange er berørte af det. Det er klart,« siger han.

I løbet af 2021 fik Offerrådgivningen Fyn i alt 509 henvendelser, hvoraf fire handlede om røveri. Da alle opkald er anonyme, og Offerrådgivningen af den grund ikke fører en udførlig journal, kan de ikke oplyse, hvor mange af tilfældene, der var tale om butiksrøverier.

De gange Ib Christensen har talt med ansatte efter et butiksrøveri, har samtalerne blandt andet handlet om frygt for at vende tilbage til arbejdspladsen. I den forbindelse er der meget, supermarkederne kan gøre for at sikre, at det er trygt at vende tilbage, men derudover er det vigtigt bearbejde oplevelsen.

»Det vigtige er, at man får snakket om det – mange gange. At de har nogle pårørende, der kan holde til at høre på det hver gang,« siger han.

Ellers er de klar ved telefonen i Offerrådgivningen. I tilfældet med butiksrøverier er det ifølge Offerrådgivningen Fyn vigtigt at understrege overfor de ansatte, at de ikke har været mål for handlingen – og at det er helt normalt at reagere oven på en voldsom oplevelse.

»Det, vi kan, er at lytte til dem, spørge ind til dem og mærke efter, hvor de er henne. Man kan måske have angst for at komme på arbejde eller have svært ved at sove. Så kan vi betrygge dem i, at det er helt normale reaktioner og opfordre dem til at tale om det, så de ikke går at gemmer på det,« siger Ib Christensen.

Og hvis det ikke er nok, kan de frivillige henvise til en psykolog.

»Hvis vi vurderer, at de er for berørte af det – forstå mig ret – kan vi sende dem videre.«

Udover ofre for røveri, tager Offerrådgivningen også imod opkald om vold og seksuelle overgreb. Rådgivningen er et anonymt og gratis tilbud, som arbejder sammen med politi, hospitaler, brand og redning i alle landets politikredse.