På sin vis gik det slag i slag.

Den 2. februar begik en maskeret mand et væbnet røveri i et supermarked nord for Odense.

Den 3. februar blev han efterlyst af Fyns Politi med billede og signalement.

Den 4. februar blev han stillet for retten og idømt ni måneders fængsel.

Cirka så enkelt kan forløbet omkring et røveri i Rema1000 i Odense-forstaden Anderup beskrives.

Her ankom en 27-årig maskeret mand iført sort tøj klokken 19.40. Efter at have gået lidt rundt i butikken gik han op til kassen, lagde sine varer på båndet og trak en 20 centimeter lang kniv og mødte den unge kvindelige kasseassistent med ordene:

»Det er et røveri, bare kom pengene i posen.«

Sådan forklarede den 27-årige under et grundlovsforhør ved Retten i Odense, hvad der var sket onsdag aften, hvor han røvede sig til en sum på 9.200 kroner i Rema1000.

Et røveri, han fredag modtog en straksdom på ni måneders fængsel for.

Den 27-årige erkendte sig skyldig og forklarede i retten, at han havde begået røveriet, fordi han havde brug for pengene til at betale en narkogæld.

Da han blev anholdt, var pengene allerede afleveret, hvorfor hverken han eller politiet havde dem.

Det samme gjaldt den 20 centimeter lange kniv.

Ifølge den 27-årige havde han stiftet en stor narkogæld, siden han var kommet ud af fængslet for en anden forbrydelse knap tre måneder tidligere, og han så ikke andre muligheder for at betale gælden end at begå røveri.

Derfor havde han tidligere på dagen, hvor røveriet blev begået, været forbi den pågældende Rema1000 for at se, hvor langt der var over parkeringspladsen.

Om aftenen var han gået ind i butikken, hvor han havde gået lidt rundt og taget nogle poser chips ned fra hylderne, mens han ventede på, at der ikke var andre kunder.

Bagefter var han gået op til kassen, hvor han ifølge sin egen udlægning, havde talt stille og roligt til kasseassistenten, som han vurderede til at være mellem 16 og 18 år.

Imens havde han peget kniven mod hende.

I retten blev han præsenteret for billeder fra overvågningen, som viste en maskeret mand i sort tøj. Han bekræftede, at det var ham.

»Med alle de telefonopringninger Fyns Politi har fået, kan jeg ikke løbe fra det,« sagde han.

Ifølge tiltalen skulle han være kommet afsted med 9.217 kroner, men den nu dømte sagde, at han kun havde modtaget sedler.

I dommen blev der blandt andet lagt vægt på, at den 27-årige er tidligere dømt, men at han til gengæld har selv har været villig til at forklare sig i retten.

Anklageren gik efter en dom på 10-12 måneders fængsel, mens forsvarede argumenterede for en dom på otte måneders fængsel.

Umiddelbart efter domsafsigelsen blev den 27-årige varetægtsfængslet, hvilket han kærede på stedet.