I mere end fem år har den norske milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagens forsvinding været et stort mysterium.

Men nu er der nyt i sagen.

Norsk politi har således færdiggjort sin efterforskning i sagen, skriver TV 2 Norge.

At sagen nu er efterforsket færdig betyder, at den norske statsadvokat skal tage stilling til, om der skal rejses tiltale mod Tom Hagen.

Politiet havde afspærret Hagen-familiens hus i måneder.
Politiet havde afspærret Hagen-familiens hus i måneder. Vidar Ruud/AFP/Ritzau Scanpix

Politiet mener, at Anne-Elisabeth Hagen blev dræbt i 2018 og efterfølgende kørt væk fra sin bopæl.

I sagen er Anne-Elisabeth Hagens mand, Tom Hagen, en af Norges rigeste, sigtet for drab. Han nægter sig skyldig.

Anklager Vibeke Schøyen i Øst Politidistrikt bekræfter, at sagen er færdigefterforsket, men vil ikke kommentere nærmere på, hvad de mener, der er sket i sagen.

Ifølge NRK agter politiet at ophæve sigtelsen mod Tom Hagen. Dette har politiet ikke bekræftet.

Der har ikke været et livstegn fra Anne-Elisabeth Hagen siden 31. oktober 2018, hvor hun talte med et familiemedlem.

Samtalen fandt sted klokken 09.14 – da Tom Hagen kom hjem fra arbejde knap fire timer senere, var hun forsvundet. Samtidig lå en seddel med et krav om løsepenge og en trussel om, at Anne-Elisabeth ville blive udsat for skade, hvis Tom Hagen kontaktede politiet.

Politiet antog derfor, at den 68-årige kvinde var kidnappet, hvilket norsk politi meddelte offentligheden i januar 2019.

Altså måneder efter, at hun forsvandt.

Efterfølgende har politiet dog ændret sin teori. Nu mener man som nævnt, at hun blev dræbt, og at Tom Hagen stod bag.

Tom Hagen.
Tom Hagen. Torbjorn Olsen/AFP/Ritzau Scanpix

Tre andre mænd er også sigtet i sagen. De nægter sig ligesom Tom Hagen skyldig.

Tom Hagen blev løsladt i 2020, men har siden været sigtet af politiet.

Hans forsvarer, Svein Holden, har torsdag udtalt sig til flere norske medier, herunder Dagbladet og NRK.

»Jeg venter med at komme med en kommentar, indtil statsadvokaten har afgivet sin udtalelse,« siger han.

Han forventer dog, at sigtelsen mod Tom Hagen frafaldes, tilføjer han.

I januar gav Øst Politidistrikt også en status i efterforskningen. Her sagde anklager Guro Holm Hansen, at der stadig foregik en 'aktiv efterforskning'.

»Både i forhold til, at man tjekker information, der allerede ligger i sagen, om det kan ses på med nye øjne, og også nye aktive efterforskningsskridt på nye emner,« sagde hun.

Hun ville ikke oplyse, hvad 'nye aktive efterforskningsskridt på nye emner' dækkede over.

Hvornår statsadvokaten er klar med en afgørelse over sagens fremtidig forløb, er uvist.