»Det er synd for grisene,« har statsminister Mette Frederiksen sagt om de lange dyretransporter.

Men hun er gået i regering med Venstre og vil nu ikke sige, om regeringen vil arbejde for et forbud mod dyretransporter over otte timer. Det har ellers i mange, mange år været en klar mærkesag for Socialdemokratiet.

»Jeg synes, det er noget hykleri,« siger Enhedslistens spidskandidat til Europa-parlamentsvalget, Per Clausen.

Du kalder Mette Frederiksen for en hykler, men hun er jo en del af en regering med flere partier. Er hun en hykler, hvis hun ikke kan komme igennem med det i regeringen?

»Man må spørge sig selv, om det så er sådan, at hun deponerer beslutningskraften hos Venstre. Så siger det i hvert fald noget om, hvor problematisk det her regeringssamarbejde er, hvis det forhindrer, at man kan agere i forhold til dyretransporterne,« siger Per Clausen.

Han henviser til en spørgetime i Folketinget i tirsdags, hvor Mette Frederiksen højest kunne svinge sig op til at sige, at hun og regeringen gerne vil »drøfte dyrevelfærd«, så der bliver taget »flere hensyn til dyr«. 

Hun ville ikke sige, om regeringen vil arbejde for forbud mod dyretransporter over otte timer. Blot at regeringen vil have en kortere transporttid for dyr end loftet på 21 timer, som EU-Kommissionen lægger op til.

»Det er dyremishandling, synes jeg. Man kan tænke over, hvad man selv ville sige til at sidde i sådan en container i 20 timer,« siger Enhedslistens Per Clausen.

Ja, hvad ville du sige til det?

»Det ville være en ubehagelig oplevelse.«

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Mette Frederiksen og har i stedet for talt med Socialdemokratiets medlem af Europa-parlamentsvalget Niels Fuglsang, som er flammende forkæmper for netop et forbud mod dyretransporter over otte timer.

Fuglsang håber, at hans partileder Mette Frederiksen får forslaget igennem hos Venstre, men han vil – måske forventeligt nok – ikke kalde hende »hykler«, hvis det ikke sker:

»Vi er mere end ét parti i regeringen, og det at indgå kompromisser er noget andet end hykleri,« siger Niels Fuglsang.

Han fulgte i september efter en dyretransport med 650 grise fra Danmark til Italien. Lastbilen fyldt med grise var undervejs i et døgns tid. Temperaturen lå på 27 grader ned gennem Tyskland, fortæller Niels Fuglsang. 

Han sneg sig hen for at tage billeder og optage video af grisene, når lastbilen holdt pause. 

Du kan se en video fra grisetransporten øverst i artiklen.

»De var tre måneder gamle. På størrelse med labradorhunde. De lå stuvet tæt sammen. Fem grise per kvadratmeter. De fik ikke noget mad. De lå i deres egne ekskrementer og høj varme,« fortæller Niels Fuglsang.

»Vi holdt i kø lige bag lastbilen i timevis på den tyske motorvej. De skreg og hylede.«

Foto fra Niels Fuglsangs tur i hælen på en grisetransport fra Danmark til Italien.
Foto fra Niels Fuglsangs tur i hælen på en grisetransport fra Danmark til Italien. Foto: Kristian Brasen
Vis mere

Hvad tænkte du, da du så grisen i øjnene?

»Det var øjne, der var helt slukkede. Det var ikke rart at se på. Jeg blev oprevet.«

Hvad tror du, grisen ville sige til Mette Frederiksen, hvis den kunne tale?

»Det er ikke en måde at behandle et levende væsen på,« foreslår Socialdemokratiets medlem af Europa-Parlamentet Niels Fuglsang.

Venstres dyrevelfærdsordfører, Erling Bonnesen, har ingen kommentarer til, om Venstre vil gå med til at arbejde for at forbyde dyretransporter over otte timer.

»Det tager vi ved forhandlingsbordet,« siger han.