Det sendte chokbølger igennem cricketverdenen, da det 20-årige stortalent Josh Baker blev fundet død i sin lejlighed onsdag.

Nu er et interview med nu afdøde Baker begyndt at florere i de engelske medier, som med denne uges forfærdelige nyheder in mente kun gør dødsfaldet endnu mere tragisk.

»Det er spændende - især for fremtiden,« lyder den hjerteskærende indledende bemærkning ifølge Daily Mail fra Baker, der gav interviewet i forbindelse med sin kontraktforlængelse og comeback efter en længere skadesperiode.

»Bare at have lidt sikkerhed. Også efter skaden og ikke at have spillet siden august, det er en god sikkerhed, og jeg er virkelig glad for at have skrevet under på en ny kontrakt,« fortsætter Baker, som også roste sine medspillere for den store opbakning.

»De fleste af gutterne har været virkelig hjælpsomme og fortalt mig, at jeg bare skal blive ved med at gøre, hvad jeg gør, og at det er godt nok,« lød den hjerteskærende besked fra Baker.

På daværende tidspunkt havde han for nylig skrevet under på en kontrakt, der skulle holde ham i sin klub Worcestershire indtil 2025.

Den skulle dog vise sig kun at holde indtil 1. maj i år, hvor han altså på tragisk vis blev fundet livløs i sin lejlighed.

Han nåede at spille 22 kampe på højeste niveau, efter han gjorde cricket til sin levevej i 2021.

Dødsårsagen er stadig ukendt.