Onsdag aften fik en gruppe kvindelige motionscykelryttere sig en grim forskrækkelse, der i værste fald kunne være endt meget galt.

Der var ellers lagt op til en dejlig og solrig aftentur på Amager, men hyggen på den populære 'Tonseren'-rute tæt på Søvang endte brat.

'Stop', lød råbene pludseligt blandt cyklisterne, men for flere var det allerede for sent.

Midt på vejen var der spredt en stor mængde sylespidse tegnestifter, som på et splitsekund punkterede de hårdtpumpede racerdæk. 

Tre af kvinderne punkterede øjebikkeligt – og det var egentlig billig sluppet, lyder analysen et par dage efter den chokerende oplevelse.

»Det er helt vildt farligt. Med den teknologi man bruger på cyklerne i dag, kan dækkene ryge af og folk kan falde ned og slå hovedet«, siger Mathias Krigbaum fra cykelbutikken Cykom, der arrangerede cykelturen.

»Der er jo risiko for, at man kan blive kørt over, når man punkterer og falder, fordi bilerne i forvejen ikke er gode til at vise hensyn,« siger den tidligere professionelle cykelrytter og fortsætter: 

»Det er i hvert fald ikke usandsynligt, at sådan noget kan koste nogle brækkede knogler. Det er mere held end forstand, at ingen af dem faldt og slog sig.«

Omkring 50-60 tegnstifter var kastet ud over vejen på Amager.
Omkring 50-60 tegnstifter var kastet ud over vejen på Amager. Privat

Ruten, som er en del af en meget populær rundstrækning på otte kilometer mellem Københavns Lufthavn og Øresund, bliver dagligt brugt af mange hundrede motionister – især til intervaltræning.

Men det foregår altså på veje, som både skal deles med bilister og gående.

»Bilerne og cyklerne skal jo samleve, så man skal overholde reglerne, der siger, men det er ikke alle cykelgrupper, der kører lige hensigtsmæssigt,« siger Mathias Krigbaum og fortsætter:

»Vi opfordrer til en dialog omkring det, så vi kan dele vejen og vi alle kan få lov til at nyde den.«

Også uden tegnestifter. De er i hvert fald – for nu – fjernet af motionisterne.