»Det er en skrækmåling for Socialdemokratiet, det her.«

Sådan lyder det fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, som reaktion på en ny meningsmåling, hvor Socialdemokratiet står til den laveste opbakning i 11 år.

I den nye meningsmåling, som Epinion har foretaget for DR, får Socialdemokratiet opbakning fra blot 17,8 procent af vælgerne.

Det er det laveste resultat i en Epinion-måling siden dengang i 2013, hvor Helle Thorning-Schmidt som partiformand og statsminister befandt sig i sin værste krise.

»Det er en temmelig vild måling for Mette Frederiksen. Tænk engang, at hun er nede på niveau med den på det tidspunkt fuldstændigt skandaliserede Helle Thorning-Schmidt for 11 år siden,« siger Henrik Qvortrup og tilføjer:

»Fortællingen har været, at det var Venstre, der var i krise i regeringen. Nu synes jeg mere og mere, at kampen er hård om, hvem der er i den største krise af Venstre og Socialdemokratiet.«

Ved folketingsvalget i 2022 fik Socialdemokratiet 27,5 procent af stemmerne. Der er altså tale om en tilbagegang på næsten ti procentpoint siden valget.

Ifølge Qvortrup er der flere årsager til den svindende vælgeropbakning. 

Ikke siden krisetiderne i 2013, da Helle Thorning-Schmidt var statsminister og partiformand, har Socialdemokratiet ligget så dårligt i meningsmålingerne, som partiet gør nu.
Ikke siden krisetiderne i 2013, da Helle Thorning-Schmidt var statsminister og partiformand, har Socialdemokratiet ligget så dårligt i meningsmålingerne, som partiet gør nu. Foto: Kasper Palsnov/Berlingske
Vis mere

Mange socialdemokratiske vælgere forstår stadig ikke, hvad deres parti laver i en regering med borgerlige partier. 

Dertil kommer blandt andet også Mette Frederiksens udmeldinger om arbejdsmoral, som hun siden har trukket i land på og de vedvarende spekulationer om, hvorvidt hun er på vej til et topjob i EU.

Da Socialdemokratiet under Helle Thorning-Schmidt i 2013 oplevede meningsmålinger helt nede på 16,3 procent, var der flere lokalformænd, der ønskede, at hun gik af som formand.

Foreløbig er der dog ikke optræk til et opgør mod Mette Frederiksen, vurderer Henrik Qvortrup.

»Endnu holder alle vejret. Men det her skal ikke blive ved ret meget længere. Hvis vi forestiller os, at udviklingen fortsætter, og vi ser et dårligt EU-valg i næste måned efterfulgt af et dårligt kommunalvalg næste år, så vil stemningen i Socialdemokratiet ændre sig,« siger Qvortrup, der tilføjer, at Mette Frederiksen inden da også kan være smuttet til udlandet for at bestride et topjob i EU.

Socialdemokratiet er ikke alene om at klare sig dårligt i den nye meningsmåling fra Epinion. Alle regeringspartierne står til at få tæsk af vælgerne.

Venstre står således til 8,7 procent i målingen, mens Moderaterne med en vælgeropbakning på 4,5 procent står til en halvering i forhold til folketingsvalget i 2022.

Samlet set har regeringen i meningsmålingen en vælgeropbakning på blot 31 procent.

Epinions politiske indeks er lavet på baggrund af i alt 2.025 gennemførte interviews med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover, hvoraf 1.502 (74 procent) har afgivet et partivalg.