Sent lørdag aften er Hovedstadens Beredskab rykket ud til en brand i en kælder i Indre By i København. 

»Vi er ved at slukke en ild. Der er ikke fare for, at den spreder sig«, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen.

Meget mere kan han ikke fortælle, da brandfolkene er ankommet til stedet for blot kort tid siden.

I gaderne omkring Pilestræde i Indre By kan der lugtes røg.

Ifølge B.T.s journalist, der har været på gaden, har Hovedstadens Beredskab sendt mindst seks udrykningskøretøjer til stedet, mens der fortsat ankommer nye køretøjer. 

På gaden, der vrimler med feststemte mennesker ved de mange barer og natklubber, skaber de opsatte afspærringer en del forvirring.

De mange mennesker anmodes af brandfolk og politiet om at søge andre veje.