Et overfald begået med kniv ryster torsdag Norge.
Klokken 8.30 blev en skoledreng stukket flere gange med en kniv uden for byen Moss. Drengen var på vej i skole.
Det skriver VG.
Anders Strømsæther, der er indsatsleder hos politiet, siger:
»Drengen blev angrebet med formentlig en kniv og sten. Han blev påført skader flere steder på kroppen.«
Skoledrengen er ikke kommet alvorligt til skade.
Han går på Verket Skole, der har 500 elever i første til tiende klasse.
Politiet har anholdt en 50-årig mand, som de har sigtet for drabsforsøg. Det var han ellers ikke sigtet for i første omgang.
Politichef Henning Dalbye siger til VG:
»Sigtelsen er blevet ændret efter, at der er kommet nye oplysninger frem i sagen. Vi er stadig tidlig i efterforskningen, så sigtelsen kan blive ændret igen.«
Politiet har endnu ikke fundet noget motiv til overfaldet.
De arbejder lige nu ud fra tesen om, at det var fuldstændigt tilfældigt, at lige denne dreng blev udsat for den uhyggelige gerning.
»Det her skaber naturligvis frygt blandt børn og forældre i Moss. Men det fremstår som en isoleret hændelse, som er tilfældig. Der er ingen grund til, at forældre og børn i Moss skal føle sig utrygge efter denne hændelse,« siger politichefen.
Kommunen har sendt psykologer afsted til drengens skole, så de chokerede børn og voksne har nogle at tale med.
