»Nogle opkald bliver afbrudt, andre går dårligt igennem.«

Du kan i øjeblikket opleve problemer, hvis du forsøger at ringe ind til Trekantområdets Brandvæsen.

Det oplyser brandvæsnet selv i et opslag på det sociale medie X:

»Vi oplever tirsdag formiddag problemer med telefonien på Trekantområdets Brandvæsens vagtcentral og kørselskontor i Fredericia,« lyder det.

Brandvæsnet oplyser, at man arbejder på at få problemet fikset:

»Problemerne er fejlmeldt ved TDC, som arbejder på en løsning,« lyder det.

Trekantområdets Brandvæsen er ét samlet beredskab for Billund, Vejen, Middelfart, Fredericia og Kolding Kommuner.