Knivstik i halsen, i brystet og i nakkeregionen er ifølge politiet, hvad der sent onsdag aften kostede en 65-årig kvinde livet.

Det fremgår af sigtelsen mod den 44-årige mand, der torsdag eftermiddag bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for drabet på kvinden, som han var i familie med. Som var hans mor.

Og han erkender.

Erkender, at han forud for klokken 23.15 onsdag dræbte sin mor i et rækkehus i Aarhus-forstaden Sabro. På selvsamme adresse kunne politiet kort efter anholde ham efter at have modtaget en telefonisk anmeldelse om drabet.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T.s journalist Katja Mejborn gerne fra dig. Send en mail til kame@bt.dk.

Egentlig skulle grundlovsforhøret være indledt klokken 12.30. Men så blev det flyttet til klokken 13. Og klokken 13 var meldingen så, at man stadig ventede på en grønlandsk tolk. Derfor blev grundlovsforhøret udskudt endnu engang.

Inden da nåede den 44-årige sigtede med det pjuskede fuldskæg at blive ført ind i salen af to betjente. Med et tomt blik så manden lige frem for sig, mens han kørte begge hænder frem og tilbage over hovedet.

Da han blev bedt om at bekræfte sit navn, nikkede han et par gange. Og da han blev bedt om at oplyse sin fødselsdato, talte han så lavt, at de færreste kunne høre det.

Ved tolkens ankomst talte han fortsat lavmælt, før sigtelsen blev læst op.

Politiet er torsdag morgen til stede ved adressen i Sabro, hvor kvinden blev fundet dræbt.
Politiet er torsdag morgen til stede ved adressen i Sabro, hvor kvinden blev fundet dræbt. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Man har taget den allerstørste sal i brug i forbindelse med retsmødet, der langt hen ad vejen foregår bag lukkede døre efter anmodning fra anklagemyndigheden.

Af hensyn til efterforskningen ønsker politiet at holde de foreløbige beviser for sig selv. Også selvom den 44-årige erkender drabet.

Efter kort betænkningstid valgte dommeren at efterkomme ønsket. Desuden er der nedlagt navneforbud, hvad angår den sigtede, der ankom til retten i blå dna-dragt og håndjern.

B.T. følger sagen.

Lyt til B.T.s krimipodcast ‘På Fersk Gerning’ her, eller der hvor du normalt lytter til podcast: