På døren hænger et gult skilt med 'Adgang forbudt', og på jorden ligger et bundt lyserøde roser.

Inde i det lille rækkehus i Sabro ved Aarhus blev en 65-årig kvinde knivdræbt på brutal vis af sin søn onsdag aften.

»Det er dybt tragisk. Det er ikke rart, når det kommer så tæt på,« siger en nabo til B.T.

B.T. har talt med flere personer fra området, som sætter ord på, hvem kvinden var.

Den dræbte kvinde er 65 år og beskrives som en flink dame, der gik med rollator.

»Hun lignede en, der havde haft et hårdt liv,« fortæller en person, der har talt med kvinden i ny og næ.

Flere personer fortæller også, at den dræbte kvindes hus har været omdrejningspunkt for tumult og utryghed i en længere periode, siden hun flyttede ind for omkring et år siden.

»Der er blevet råbt og skreget så voldsomt derinde,« fortæller en nabo, der ønsker at være anonym.

Naboen fortæller, at der har været ringet efter politiet flere gange på grund af tumulten. Det ønsker Østjyllands Politi ikke at be- eller afkræfte over for B.T.

De seneste måneder har der været mere ro på inde i det lille rækkehus, fortæller flere fra området til B.T.

I denne mere rolige periode har kvindens 44-årige søn angiveligt boet hos hende eller i hvert fald opholdt sig der meget.

Sønnen bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus torsdag eftermiddag.

Han erkender, at han har slået sin mor ihjel ved at knivstikke hende i halsen, i brystet og i nakken.

Grundlovsforhøret foregår bag lukkede døre, så hans forklaring om drabet er endnu ukendt for offentligheden.

Lyt til B.T.s krimi-podcast 'På Fersk Gerning' her eller der, hvor du normalt lytter til podcast: