Når et ledende medlem af den tidligere NNV-bande kommer til Danmark, står han til at blive sat bag tremmer.

Det har en dommer ved Retten i Glostrup besluttet, da man 30. marts valgte at varetægtsfængsle bandemedlemmet in absentia.

Den 27-årige mand er sigtet i drabssagen, hvor en 17-årig bulgarsk dreng blev likvideret af maskerede gerningsmænd i frisørsalonen Yomok i Islev i Rødovre 3. december 2021.

Her gik flere sortklædte mænd ind i barberen ved højlys dag og affyrede 12 skud.

Den 17-årige dreng blev ramt af syv skud og døde på stedet.

Ejeren af stedet blev ramt af flere projektiler og hårdt såret, men overlevede. Den tredje person, der opholdt sig i salonen var en 15-årig skoleelev fra lokalområdet, han blev ramt i hånden af et skud.

Vidner har beskrevet, at flere mænd dukkede op og gik ind i frisørsalonen, hvor de affyrede skuddene. Herefter flygtede de til fods.

Det fremgår af dokumenter fra retten, at seks mænd er sigtet i sagen for drab, drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse.

Her står der også, at den 27-årige befinder sig i udlandet.

Ifølge B.T.s oplysninger sidder han fængslet i det sydlige Europa for grov kriminalitet sammen med et andet fremtrædende medlem af den berygtede gadebande fra Nørrebro og Nordvest. Sidstnævnte er ligeledes sigtet for drabet på den bulgarske teenager.

Dommeren i Glostrup besluttede, at den 27-årige skal anholdes så snart at sætter sine fødder på dansk grund igen.

Her blev der også nedlagt et navneforbud for bandemedlemmet, der afskærer B.T. for at komme nærmere ind på mandens identitet.

Drabet i Rødovre var ifølge B.T.s oplysninger en hævnaktion for et drab, der fandt sted dagen før.

Ved cafeen Kaffehuset på Nørrebrogade og Sorgenfrigade midt i myldretrafikken stod to bandemedlemmer fra NNV. Her affyrede en gerningsmand i alt fem skud, der dræbte den ene, mens den anden flygtede fra skuddene.

I den sag sidder en svensk statsborger i disse uger i retten sammen med fire andre tiltalt for drab og drabsforsøg.

De nægter sig alle skyldige.

Politiet mener, at en af mændene – en svensk statsborger – var den mand, der klokken 16.29 affyrede de dræbende skud.

Ifølge tiltalen kom han til Danmark i dagene op til drabet, hvor han sammen med flere af de andre mænd planlagde aktionen. De skaffede blandt andet husly og tøj til gerningsmanden og rekognoscerede omkring gerningsstedet.

B.T. erfarer, at gerningsmanden var bestilt af det såkaldte Casablanca-netværk. En kriminel gruppering, der opererer i Danmark, men trækker tråde til Marokko.

Flere af de tiltalte var ifølge B.T.s kilder på gerningstidspunktet tilknyttet det kriminelle netværk.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at lytte podcast: