Da filmstjernen Kate Winslet, 37, forleden giftede sig med kæresten gennem det seneste års tid, Ned Rocknroll (JA, det hedder han faktisk!), 34, var der specielt én af bryllupsgaverne, der skilte sig ud.

Ned Rocknroll er nemlig ikke en hr. hvem som helst. Hans onkel er ingen ringere end Sir Richard Branson, der er kendt for mange ting. Ikke mindst hans enorme pengetank.

Noget tyder på, at Branson er mere end almindelig tilfreds med at få skuespilleren som en del af familien. I hvert fald forærede han hende en noget særegen bryllupsgave. En flyvetur ud i rummet - til en værdi af intet mindre end £124.000 (over 1,1 million kroner).

Turen ud i intetheden skal dog også ses som en påskønnelse fra mangemilliardæren, fordi Winslet angiveligt at reddet hans mor, Eva, fra en brand, skriver The Sun.

På turen, der varer to timer og fragter skuespilleren små hundrede kilometer ud i rummet, kommer hun til at opleve vægtløshed og at se jordens kurve.

Selvom gaven fra Branson må siges at være i den vilde ende - selv for en Hollywood-stjerne, der er vant til lidt at hvert - så kan det ikke udelukkes, at Winslet kan have fornemmet, at der var noget voldsomt under gavepapiret, da hun pakkede gaven fra Branson op. I hvert fald er den udkårne Ned Rocknroll ikke helt ubekendt med onklens rumeventyr. Han arbejder for Virgin Galactic, der er en del af Richard Branson-koncernen Virgin Group. Virgin Galactic arbejder på at kunne tilbyde rumrejser til turister. Noget de forventer, at de kan starte med næste år.

Og at der er et marked, er der ingen tvivl om. Der er allerede flere end 530 mennesker, der har købt en tur ud i det blå. Af den nette sum af førnævnte £124.000. Per tur.