Julia Fox kunne ser ud som en kvinde, der har fået nok af, at Kanye West stadig sender offentlige kærlighedserklæringer efter Kim Kardashian.

Den 32-årige skuespillerinde har i hvert fald slettet alle sine billeder med den 44-årige rapper på Instagram, efter han søndag lagde flere opsigtsvækkende opslag ud på sine sociale medier, hvor han ønskede sin ekskone tilbage og rasede over hendes nye kæreste.

Julia Fox og Kanye West begyndte at date nytårsaften, men nu er det efterhånden længe siden, det ellers så offentlige par er set sammen.

Derimod er det ikke mange dage siden, at den 28-årige komiker Pete Davidson stod frem og kaldte 41-årige Kim Kardashian for hans kæreste, efter parret i månedsvis var blevet spottet sammen.

Men det forhold huer bestemt ikke Kanye West, der gentagne gange ganske offentligt har tryglet sin ekskone om at annullere deres separation fra februar sidste år – og altså senest i en række nu slettede opslag fra i søndags.

Her skrev han blandt andet, at Pete Davidson aldrig ville få lov at møde sine og Kim Kardashians fire børn, ligesom han lavede fiktive filmplakater, hvor han og den unge 'Saturday Night Live'-komiker var kampmodstandere.

Ét opslag har Kanye West – der officielt har skiftet navn til udelukkende Ye – dog ladet blive.

Her skriver han med store bogstaver og refererer endnu engang til Pete Davidson som »en tegning«.

»Alle, der er gift, hold jeres ægtefælle tæt, sikre dig, at de ved, hvor meget du elsker og værdsætter dem, fordi der er en tegning, der lurer i hver en røvbeskidt gyde og venter på at kunne hjælpe med at ødelægge din familie og rende rundt i Calvin Klein omkring dine børn. Jeg ville ønske, min kone var sammen med mig,« skriver rapperen blandt andet.

Kim Kardashian dannede efter skilsmissen par med komikeren Pete Davidson, men det huede bestemt ikke hendes udtalte eksmand Kanye West - og dét huede ikke hans daværende kæreste Julia Fox, for hun fik nok og smuttede.
Kim Kardashian dannede efter skilsmissen par med komikeren Pete Davidson, men det huede bestemt ikke hendes udtalte eksmand Kanye West - og dét huede ikke hans daværende kæreste Julia Fox, for hun fik nok og smuttede. Foto: Ritzau Scanpix
Vis mere

Og det kunne tyde på, at en sådan halvt kærligheds-, halvt krigserklæring var dråben for Julia Fox.

I hvert fald har hun også slettet et par Instagram-opslag nu – og dermed fjernet minderne om det intense forhold til Kanye West.

Til PageSix fortæller en kilde tæt på Juia Fox da også, at parret ikke længere er sammen.

»Julia og Kanye forbliver gode venner og samarbejdspartnere,« lyder det dog.

Kanye West og Kim Kardashian har børnene North, Saint, Psalm og Chicago på henholdsvis otte, seks, fire og to år sammen. Desuden har Julia Fox den etårige søn Valentino med sin eksmand, piloten Peter Artemiev.