Ye.
Det er, hvad den 44-årige rapper, der tidligere hed Kanye Omari West, har skiftet navn til. De fleste kender ham dog bare som Kanye West.
I august søgte han om navneændring, og den er nu gået igennem og er blevet godkendt, skriver PageSix. Derfor skal man altså begynde at vænne sig til en lidt kortere udgave af rapperens navn.
Det er nemlig ikke bare fornavnet, der er udskiftet med stjernens kælenavn: Efternavnet er også skrottet. Så Ye er altså hans fulde navn nu.
Kanyes – eller nu, Yes – kommende ekskone, Kim Kardashian West, bruger dog fortsat efternavnet. Det er endnu uvist, om hun vil holde fast på det, når nu eksen selv har fravalgt det.
Hun skulle dog efter sigende have i sinde at beholde efternavnet, da parrets fire børn, North på otte, Saint på fem, Chicago på tre og Psalm på to, hedder West.
Ye, som er en forkortelse af Kanye, har rapperen brugt som kælenavn siden 2012.
Hans ottende album fra 2018 fik sågar også titel 'Ye'.
»Jeg mener, at 'ye' er det mest brugte ord i biblen, og i biblen betyder det 'dig'. Så jeg er dig, jeg er os – det er os,« forklarede han dengang.
»Det gik fra Kanye, der betyder den eneste, til bare Ye – bare at være en refleksion af vores gode, vores dårlige, vores forvirrede, alting.«