Rasmus Paludan, partileder for Stram Kurs, er på stemmesedlen til folketingsvalget.

Denne gang opstiller Rasmus Paludan i Sjællands Storkreds som løsgænger.

Det oplyser Indenrigsministeriet til B.T.

Ministeriet har mandag offentliggjort den fulde liste over kandidater, der kan stemmes på 1. november.

Det kræver minimum 150 underskrifter at blive opstillet.

Og selvom der kun er lidt over en uge til, at valget bliver afholdt, så tror Rasmus Paludan på sine chancer.

»Jeg håber selvfølgelig, at det bliver et rigtig godt valg. Og jeg synes, at der er plads til, at et enkelt medlem ud af de 179 medlemmer i Folketinget faktisk ikke vil have islam i Danmark,« siger han til 'En Uafhængig Morgen'.

Ved sidste folketingsvalg i 2019 tiltrak Rasmus Paludan sig en del opmærksomhed og deltog også i partilederdebatter.

Han er dog udelukket fra partilederdebatterne i år, eftersom han stiller op som løsgænger uden for partierne.

Ved valget i 2019 fik Stram Kurs 1,8 procent af stemmerne og var derved tæt på at nå over spærregrænsen på 2,0 procent.

Rasmus Paludan har tidligere besøgt udsatte boligområder, hvor han gentagne gange har brændt Koranen af.

Begivenhederne var anmeldt som demonstrationer, og derfor fik Paludan politibeskyttelse.

Koranafbrændingerne førte igen og igen til uroligheder, hvilket også kan ses i videoen i toppen af artiklen.