Det ser meget sort ud for den rutinerede FCK-stjerne, der kan se frem til et års skadepause.

Nicolai Boilesen må på grund af en alvorlig knæskade se sig selv ude i op imod et år.

Det skriver FC København på klubbens hjemmeside.

Her skriver FCK, at skaden opstod under en Future Cup-kamp mod Randers onsdag.

Foto: Michaela Rehle/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Torsdag blev den frygtelige nyhed så bekræftet ved en scanning.

»Vi kender alle Boiles uheldige historik med alvorlige skader, der flere gange har sat ham langvarigt ud af spillet. Det gør det selvfølglig ekstra svært både for ham, hans holdkammerater og alle, der værdsætter Boile som en dygtig og meget vellidt FCK-spiller gennem mange år,« siger cheftræner Jacob Neestrup.

Han fortæller videre, at det nu handler for alle i og omkring klubben at støtte Nicolai Boilesen i den svære periode, som den 32-årige forsvarsspiller går ind i nu.

»Derfor er vores fokus lige nu på at støtte ham, så godt vi overhovedet kan og vi vil opfordre alle omrking klubben til at gøre det samme,« siger Jacob Neestrup

På grund af de mange skader, har Nicolai Boilesen blot fået seks ligakampe i denne her sæson. 

Han kom til FCK i 2016 fra den hollandske storklub Ajax Amsterdam.

Det er indtil videre blevet til 187 kampe for københavnerne, hvor han har været med til at vinde fire mesterskaber.

Nicolai Boilesen har også 22 A-landskampe på sit flotte cv.