Den ansete britiske avis The Guardian har opstillet en top 10 over de fodboldspillere i Europa, som avisen mener har stået for den største fremgang i sæsonen. Og en dansk spiller er med på listen.

Det er Pione Sisto, der er med på det danske landshold, som kæmper for at kvalificere sig til VM. Til daglig spiller den 22-årige wing i spanske Celta Vigo.

Pione Sisto indtager niendepladsen på listen, og han får følgende skudsmål med på vejen:

»Når det handler om at udnytte sit potentiale, kan man temmelig sikkert godt tale om, at denne sæson er Pione Sistos gennembrud. Han gjorde for alvor opmærksom på sig selv i Europa League med FC Midtjylland, og han viste lovende takter i sin debutsæson i La Liga sidste år. Men han har erobret en stamplads i Celta inden for de seneste måneder.«

Videre hedder det:

»Han er startet inde i 11 af deres kampe i La Liga indtil videre, og han har haft en direkte fod med i ti mål. Det er noget, som kun Rodrigo Moreno (Valencia) og Lionel Messi (Barcelona) kan matche. Hans syv assister bliver kun overgået i Europa af David Silva (Manchester City). Irland får svært ved at dæmme op for wingen lørdag aften i København.«

The Guardians liste bliver toppet af franske Nabil Fekir fra Olympique Lyon, som har scoret 11 mål og lavet fire assist i Ligue 1 indtil videre.

Her er hele top 10:

1, Nabil Fekir (Olympique Lyon/Frankrig)

2. Mikel Oyarzabal (Real Sociedad/Spanien)

3. Simone Zaza (Valencia/Italien)

4. Ciro Immobile (Lazio/Italien)

5. Malcom (Bordeaux/Brasilien)

6. Clinton N'Jie (Olympique Marseille/Cameroun)

7. Lucas Ocampos (Olympique Marseille/Argentina)

8. Abdoulaye Doncoura (Watford/Frankrig)

9. Pione Sisto (Celta Vigo/Danmark)

10: Philipp Max (Augsburg/Tyskland)