Er du også en af dem, der streamer serier som 'The Bear' eller 'The Kardashians' på streamingtjenesten Disney+ og lader en bekendt betale?

Så er der dårligt nyt.

For onsdag meddelte Disneys administrerende direktør, Bob Iger, at det nu skal være slut med at dele sit Disney+ login med andre.

Det skriver CNBC.

Og det bliver angiveligt ikke svært for underholdnings giganten.

»Vi har allerede den tekniske kapacitet til at overvåge meget af dette,« har Bob Iger udtalt om mulighederne for at holde folk fra at dele deres login.

Tiltaget kommer ifølge mediet, da streaming-forretningen simpelthen ikke giver gode nok tal på bundlinjen. Tidligere på ugen meldte Disney ligeledes ud, at man vil hæve prisen for et streaming-abonnement uden reklamer.

Men til dem, der har logget ind på en vens Disney+ og glemt at logge ud, er der godt nyt.

For tiltagene mod brugerdeling vil nemlig først blive rullet ud i løbet af næste år.

Der bør derfor være fin tid til at få set den nye sæson af 'The Bear' eller få gennemført er 'Marvel'-marathon.