'Netflix and chill' fik konkurrenten 'Disney+ og nus' i 2020.

Siden da er det gået rigtig godt for Disney+. Men mens det heldigvis ikke bliver dyrere at nusse, bliver det nu dyrere at bruge streamingtjenesten Disney+ samtidig.

Det skriver Disney i en ny udmelding.

I dag er det kun muligt at købe ét abonnement til 79 kroner per måned. Hvis man fortsat vil have den type abonnement, som fremover vil hedde premium, vil det fremover koste 109 kroner per måned.

Det er stigning på godt 38 procent.

Samtidig med prisstigningen, så kommer der også to nye abonnementer:

Standard til 79 kroner om måneden og Standard med reklamer til 49 kroner om måneden.

Standardabonnementerne vil være i en lavere kvalitet med op til HD-kvalitet og ingen Dolby Atmos.

»Introduktionen af et abonnement med reklamer markerer det næste skridt i udviklingen af Disney+. Det betyder flere valgmuligheder for vores seere, men også for vores annoncører,« fortæller Jan Koeppen, President of The Walt Disney Company EMEA.

»Disney+ fortsætter med at skille sig ud i tidens streaminglandskab ved at tilbyde stor værdi for pengene med kritikerroste serier og storfilm i en enkel og brugervenlig pakke.«

De nye implementeringer for Disney+ rulles ud i landene: Danmark, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Schweiz, Italien, Spanien, Norge og Sverige.

Ændringerne træder i kraft den 1. november 2023.

Udmeldingen kommer, efter streamingtjenesten har mistet mere end 10 millioner brugere i tredje kvartal af 2023.

Det meddeler selskabet bag streamingtjenesten onsdag aften dansk tid i sit kvartalsregnskab, skriver AFP.

Streamingtjenesten har nu 146,1 millioner betalende brugere på globalt plan. I den første del af året havde tjenesten i omegnen af 158 millioner brugere.

Tabet af abonnenter skyldes primært det indiske marked, hvor det Los Angeles-baserede Disney tidligere i år mistede rettighederne til at streame populære Premier League-cricketkampe.