Den administrerende direktør i Humac, Michael Bech, fratræder sin stilling.

Det sker med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Forklaringen fra Humac lyder, at man har lagt en ny strategi, og 'at det nu er tid til at lade nye kræfter komme til.'

Bestyrelsen søger nu en ny administrerende direktør, men indtil da indtræder hovedaktionær Jacob Andersen som daglig leder.

Den nu forhenværende direktør Michael Bech kom i foråret i problemer, efter B.T. kunne afsløre, at Humac havde slettet oplysninger om sin russiske ejer fra deres hjemmeside.

I den forbindelse udtalte Michael Bech, at deres russiske ejer ikke var en politisk eksponeret person, ligesom han heller ikke var i netværk med ‘nogen af de mennesker i Kreml.’

B.T. kunne dog efterfølgende afdække, at Humacs russiske ejer havde tætte forbindelser til netop Kreml.

Humacs daværende ejer Phillipe Gens ejer nemlig Lanit Group, der blandt andet leverer it-løsninger og software til den russiske stat.

Blandt andet det russiske forsvarsministerium.

B.T. kunne også fortælle, hvordan 70 ansatte i Lanit Group havde modtaget medaljer af Putin selv.

En af dem var Georgij Gens, far til Phillipe Gens og stifter af Lanit Group. Han fik af Putin en medalje, der gives til personer, som har tjent fædrelandet.

Kort efter annoncerede Humac, at kæden nu ville blive 100 procent danskejet.

»Humac har de seneste 13 år været ejet af en russisk investor, men efter 24. februar 2022 stod det hurtigt klart for både den russiske ejer og den danske ledelse i Humac, at dette ejerskab ikke kunne fortsætte,« sagde tidligere direktør i Humac, Michael Bech i den forbindelse.

Humac-kæden, der forhandler Apple-produkter i 22 butikker landet over.