I det svenske kongehus har de netop offentliggjort deres årsregnskab.

Men her i årsregnskabet er det også kommet frem, hvem af den svenske kongefamilies medlemmer, der er på lønningslisten.

Og her viser det sig, at den svenske prinsesse Madeleine ikke får en krone – selvom hendes søskende gør.

Både kronprinsesse Victoria og prins Carl Philip får nemlig apanage – og det samme gør deres ægtefæller, prins Daniel og prinsesse Sofia.

Også kongeparret af Sverige, kong Carl Gustaf og dronning Silvia, modtager apanage fra den svenske stat.

Sidste år løb den apanage op i knap 5,4 millioner danske kroner, fremgår det nu af årsregnskabet.

Kongeparrets tronfølger, kronprinsesse Victoria fik lige over 3 millioner kroner til sig selv og sin mand, mens prins Carl Philip og hustruen modtog lige under 750.000 kroner.

Samlet set modtog det svenske kongehus lige godt 54,4 millioner danske kroner i apanage sidste år, hvilket også skal dække ting som personaleomkostningerne i det svenske hof.

Den svenske prinsesse Madeleine får ikke apanage som resten af sin familie. Her ses hun med sin mand Chris O'Neill, sine forældre dronning Silvia og kong Carl Gustaf, samt sine søskende, kronprinsesse Victoria og prins Carl Philip med hustruen prinsesse Sofia.
Den svenske prinsesse Madeleine får ikke apanage som resten af sin familie. Her ses hun med sin mand Chris O'Neill, sine forældre dronning Silvia og kong Carl Gustaf, samt sine søskende, kronprinsesse Victoria og prins Carl Philip med hustruen prinsesse Sofia. Claudio Bresciani/AP/Ritzau Scanpix

Derudover sendte staten også godt over 52,2 millioner kroner mod den såkaldte Kongelige Slotsstat, som skal varetage de kongelige slotte, bygninger og lignende.

Men den yngste af kongeparrets tre børn må altså se langt efter statsstøtte, fremgår det nu af det svenske kongehus årsregnskab.

Prinsesse Madeleine bor da også til dagligt i USA og varetager heller ingen officielle opgaver for det svenske kongehus.

På samme måde havde kong Carl Gustaf da også allerede varslet, at han ville tage apanagen fra sin yngste datter.

»Det skyldes, at de har helt forskellige roller, og der er forskellige omkostninger forbundet med de forskellige roller,« forklarede kongehusets økonomichef, Jan Lindman, dengang til Expressen.

Prinsesse Madeleine og familien flytter ellers tilbage til Sverige i løbet af i år, har det svenske kongehus tidligere bekræftet.

Men om det får yngsteprinsessen tilbage på lønningslisten, må tiden altså vise.

Herunder kan du høre, da B.T.s ugentlige podcast 'Kongehuset bag kulissen' for nylig diskuterede økonomien i det danske kongehus.