Fisker Inc., der står over for en økonomisk krise, har sænket prisen på en række af sine modeller i USA.

Elbilfirmaet Fisker Inc. har sænket prisen på en række af sine modeller i USA midt i en potentielt forestående konkurs.

Det skriver mediet Business Insider.

Tirsdag offentliggjorde selskabet, som har danske Henrik Fisker i spidsen, at modellen Ocean er blevet næsten 6700 dollar billigere.

Prisfaldet svarer til lidt over 46.000 kroner. Ocean, en SUV, kan nu købes for 37.499 dollar - omkring 260.000 kroner.

Til sammenligning er startprisen på Teslas SUV, Model X, i USA 68.590 dollar - cirka 473.000 kroner.

Det er uklart, om prisfaldene også gælder i andre markeder som i eksempelvis det danske.

Prisfaldene kommer, efter at børsen i New York mandag suspenderede handlen med aktierne i Fisker Inc. med henblik på at afnotere selskabet.

Udmeldingen kom, efter at det tidligere mandag var kommet frem, at en potentiel aftale mellem firmaet og en "stor bilproducent" var brudt sammen.

Den udmelding fik aktierne til at styrtdykke. Aktiekursen lukkede i 0,09 dollar efter et fald på 28 procent. Det svarer til lidt over en halv krone per aktie

Siden er aktiekursen faldet yderligere til blot 0,02 dollar - cirka 14 ører.

Fisker Inc. har oplyst til mediet Bloomberg, at rabatterne har til formål at gøre prisen på firmaets biler mere konkurrencedygtig.

Ifølge Business Insider kan rabatter i den størrelsesorden dog gøre betydelig skade for bilernes videresalgsværdi.

Tidligere på måneden skrev den amerikanske avis Wall Street Journal - på baggrund af anonyme kilder - at Fisker Inc. har hyret rådgivere, som skal hjælpe med en mulig konkursbegæring.

Henrik Fisker stiftede sit bilfirma i 2016. Offentliggjorte salgstal for 2023 viste, at selskabet havde solgt for 273 millioner dollar - 1,6 milliarder kroner - og havde en gæld på over en milliard dollar - knap syv milliarder kroner.

/ritzau/