Vold og hærværk på gaderne efter finalenederlaget. Fodbold gør ondt i England.
Det måtte jo næsten ende sådan. England tabte naturligvis straffesparkskonkurrencen til Italien. Efter uger med typisk engelsk hovmod, der dækkede over et febrilsk håb om forløsning, venter nu en smertefuld og langstrakt selvransagelse.
Vi har været der før. Sådan er det faktisk efter alle slutrunder – jeg har overværet mange smertefulde efterspil i mine mange år i London. Tårnhøje forventninger og national stolthed afløses af trøstesløshed og fingerpegen.
Englands landstræner kender proceduren alt for godt. Han har udtalt, at hans liv ændrede sig, efter at han brændte det afgørende straffespark mod Tyskland i 1996.
»Det var den største kamp, landsholdet havde spillet i 30 år, og hele landet red på en bølge af håb og forventning. Jeg endte med at forlade stadion med fornemmelsen af, at det var mig, der havde ødelagt det hele for alle. Jeg var ikke vred, jeg ærgrede mig og følte skyld. Det lever jeg stadig med. Det at have fejlet under det store spotlight. Det er hårdt at komme videre,« sagde Gareth Southgate mange år senere til BBC.
Derfor undrer det også nogle britiske kommentatorer, at Southgate valgte at skifte tre helt unge spillere ind for at sparke straffespark.
»Saka havde aldrig sparket et straffespark før som professionel hverken i en kamp eller en straffesparkskonkurrence. Burde man ikke have bedt erfarne spillere som Raheem Sterling, Jack Grealish, John Stones og Luke Shaw om at påtage sig ansvaret? De lignede alle nogen, der ville have håndteret presset bedre,« skriver Sam Wallace i The Telegraph.
Gareth Southgate blev i 1996 omdrejningspunkt i en årelang debat om uduelige engelske straffesparksskytter, der endte med, at han i en pizzareklame optrådte med en papirspose over hovedet.
Southgate søgte søndag aften formodentlig at lukke ned for sin egen forbandelse ved at skabe en vinderkultur blandt de yngste stjerner. I stedet har han desværre givet aben videre. Straffesparksforbandelsen kommer givet til at præge også den næste generation i engelsk fodbold.
Men det er ikke kun, når det gælder straffespark, at der er behov for selvransagelse. Det lykkedes en gruppe uautoriserede fans at trænge ind på Wembley ved at vælte sikkerhedshegn. Det burde ikke kunne ske, og voldsomme scener mellem politi og fans var et dårligt varsel om resten af aftenen.
Og kort efter nederlaget viste skyggesiden af engelsk fodboldkultur sit grimme ansigt. De tre englændere, der brændte straffespark (Marcus Rashford, Jadon Sancho og Bukayo Saka), fik deres sociale medieprofiler oversmurt med abe-emojis og andre racistiske tegn og kommentarer (Alle tre fodboldspillere er sorte).
Premierminister Boris Johnson fordømte de mange vrede fankommentarer og sagde, at folk skulle skamme sig. Prins William, der var på Wembley, var mandag om muligt endnu mere klar i spyttet:
»Jeg væmmes over de racistiske udbrud mod de engelske spillere efter gårsdagens kamp. Det er fuldstændig uacceptabelt. Det skal stoppe nu, og de ansvarlige må stå til regnskab,« skrev prinsen i en helt usædvanlig direkte besked til offentligheden.
Marcus Rashford, der har høstet stor anerkendelse for sit arbejde uden for fodboldbanen med at gøre opmærksom på fattige engelske børns vilkår i Storbritannien, fik et stort vægmaleri af sig vandaliseret.
Men både den britiske presse og de britiske politikere afviser, at der er et udbredt problem med racisme i den engelske fodboldkultur.
»Netop dette landshold er udtryk for et moderne England, hvor alle etniciteter og alle dele af landet er repræsenteret. Det skal nogle få racistiske idioter ikke kunne lave om på. Vi skal være stolte af vores hold,« skriver The Daily Mail.
Det ændrer dog ikke ved, at den store nationale fodboldekstase, der skulle have kulmineret med en national fridag mandag, og som givet ville have hjulpet nationen med at finde sammen midt i en svær periode med Brexit og covid-19, i stedet er afløst af skuffelse. Det kollektive had fra EU-landene rettet mod England i turneringen viser også, at såret fra Brexit er meget virkeligt og betændt.
Traditionelt har sommeren været et tidspunkt, hvor uoverensstemmelser i England får frit løb, og man kan frygte for, hvad nedturen efter fodboldnederlaget gør ved sammenholdskraften.
Omvendt så er der kun halvandet år til VM, og det unge engelske hold viste takter, der lover godt for fremtiden. Men lige nu plages englænderne af en 55-årig gammel forbandelse, der i den grad sætter sit præg på stemningen. Det kan virke voldsomt, at fodbold kan indtage en så afgørende rolle, men This is England.
