Verdens øjne zoomer endnu engang ind på Storbritannien – nærmere bestemt på Westminster Abbey i London – når dronning Elizabeth i dag bisættes ved en statsmandsbegravelse, hvis lige ikke er set siden Winston Churchills i 1965.
Det er ifølge britisk politi den største politiopgave til dato i hovedstaden, der ovenikøbet overstiger De Olympiske Lege i 2012. Det siger noget om, hvor stort anlagt ceremonien er, og også, hvor meget der står på spil.
Nu forhenværende premierminister Boris Johnson kaldte hende for Elizabeth den Store, og der er måske noget om snakken.
Statsoverhoveder fra hele verden vil indfinde sig ved kirken. Det er endnu uvist, om de som vanligt ankommer i egne limousiner, eller om opgaven simpelthen er så stor, at de må ankomme i busser. Både Joe Biden og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har efter sigende nægtet at ankomme i bus. Der er lagt op til diplomatisk ballade om, hvem der er fine nok til at få deres egen ankomst.
At store dele af verdens regeringschefer og statsoverhoveder vælger at prioritere Elizabeths begravelse, vidner naturligvis om, hvilket globalt trækplaster det britiske kongehus fortsat er, samt ikke mindst, hvor stor en symbolsk betydning den nu afdøde britiske dronning har haft i verden gennem de sidste 70 år.
Hendes position som samlingspunkt for det trængte britiske folk er indiskutabel. Selv republikanere i Skotland, som B.T. i denne uge har talt med, giver udtryk for deres respekt for hendes arbejde.
Anderledes usikker ser fremtiden dog ud, både for monarkiet og for den britiske union. For godt nok er Kong Charles et barn af sin tid, forstået på den måde, at han i årtier stædigt har stået fast på den klimadagsorden, der af gode grunde fylder mere og mere i verden. Men han har ikke umiddelbart samme samlende kraft som sin mor, og i en alder af 73 er det op ad bakke, hvis ikke Charles skal blive en overgangsfigur for monarkiet.
De unge briter er langt mindre kongehusglade end deres forældre og bedsteforældre, og i både Skotland, Nordirland og Wales er der nyt liv i de gamle republikanske bevægelser.
Endnu mere foruroligende så ser den politiske virkelighed ud til at pege mod nordirsk genforening med republikken Irland og endnu en folkeafstemning om, hvorvidt Skotland skal være del af Storbritannien. Den sidste blev afholdt i 2014, og det var tæt. Siden har briterne meldt sig ud af EU, og Brexit er bestemt ikke særlig populært i det skotske.
Mandagens endelige farvel til dronning Elizabeth er også et endegyldigt farvel til den tid med imperiet, hvor solen aldrig gik ned. Det gør den nu over en regent, der på ærefuld vis har regeret over mange svære årtier med dalende britisk indflydelse på den verden, man på godt og ondt regerede, da hun var barn.
Storbritannien har stadig masser at byde på, men landet er dybt splittet, både politisk og af generationernes vidt forskellige syn på den verden, vi lever i. Verdens statsoverhoveder bøjer i dag hovederne i respekt for Storbritanniens glorværdige fortid. Det er langtfra givet, at det vil være muligt at tiltrække samme opmærksomhed omkring en britisk monarks død i fremtiden.
