Silas Holst stopper som professionel danser.

Det bekræfter den 41-årige entertainer overfor B.T.

»Det er skræmmende, at det slutter, for dansen har jo været mit sikkerhedsnet i mange år, jeg har altid kunne danse mig ud af det,« fortæller Silas Holst.

»Men jeg er simpelthen blevet for gammel. Så min krop synes, det er godt at stoppe nu, for jeg er slidt og tror på, at man skal lukke en dør, for at se, om en anden åbner sig.«

Silas Holst vil ikke længere danse løs på scenen, som han senest har gjort i musicalen 'Kinky Boots'.
Silas Holst vil ikke længere danse løs på scenen, som han senest har gjort i musicalen 'Kinky Boots'. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Igennem lang tid har særligt morgenerne været hårde. Kroppen »gør nas« og vil ikke i gang lige så hurtigt, som den tidligere har villet.

»Man samler jo en del skader efter en lang dansekarriere, så jeg har to ben, som ikke nødvendigvis synes, det er sjovt at komme til ekstremerne. Min venstre skulder blev smadret for nogle år siden, jeg har også noget slidtgift og nogle ledbånd, der er lidt tyndslidte i både ankler og skuldre,« fortæller Silas Holst.

»Det har jeg haft forskellige lappeløsninger til i nogle år og er kommet igennem det med behandling og opvarmning, men nu er jeg nået en alder, hvor jeg ikke synes, jeg kan byde min krop det mere efter at have levet et rimeligt ekstremt liv i mange år.«

Endegyldigt farvel til 'Vild med dans'
Først er der dog to store hovedroller i musicals, der skal gennemføres, før danseskoene kan lægges endegyldigt på hylden.

På samme måde er Silas Holst også allerede i gang med prøverne til sin debut i Cirkusrevyen, ligesom han også stadig har egen danseskole og en ny omgang til gode med sin såkaldte The Boy Band Tour.

»Alt det forbliver,« lover han dog. 

For selvom Silas Holst proklamerer, at han stopper som professionel danser, så betyder det ikke, at han aldrig vil træde et dansetrin igen.

»Jeg stopper ikke med at høre musik eller bevæge mig eller at stå i en sal, det bliver jeg ved med, så længe jeg kan, men jeg stopper med at være ham, der danser tre timer i streg på en scene. Det er den fysiske aktivitet, som min krop ikke synes er sjovt mere,« forklarer den 41-årige danselegende.

Silas Holst nåede til 'Vild med dans'-finalen med skuespiller Nukâka Coster-Waldau i sin sidste sæson. Nu står det klart for ham, at han ikke vender tilbage i TV 2s populære danseformat.
Silas Holst nåede til 'Vild med dans'-finalen med skuespiller Nukâka Coster-Waldau i sin sidste sæson. Nu står det klart for ham, at han ikke vender tilbage i TV 2s populære danseformat. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Vis mere

Alligevel kan man stadig få ham at se på scenen i sit eget danseshow The Boy Band Tour.

»Formatet er jo, at det er fem gutter, der tydeligvis er alt for gamle – det er en del af præmissen, at vi tager en pause en gang imellem, og den gimmick passer om muligt kun endnu bedre nu end før,« forklarer Silas Holst.

Men de store, dansende hovedroller og de lange musicalturneer takker han altså ikke ja til fremover, forklarer han.

'Vild med dans' skal man derfor heller ikke regne med at se den populære danser vende tilbage i.

»Det kan jeg ikke forestille mig, at jeg skal. Så kan man tro det eller ej, men det er pisse hårdt arbejde, og det er ikke noget, der brænder i mig – der kan jeg mærke, jeg hellere vil lægge al dans på hylden og rive plasteret af en gang for alle,« siger Silas Holst.

En plads ved voksenbordet – hjemme hos familien
I stedet vil Silas Holst nu fokusere på at finde sin plads »på den anden side af voksenbordet«.

Han er begyndt at producere film og danseshows og skrive manuskripter, men han er stadig åben overfor at stå foran kameraet – bare som »den sjove bager eller den skøre fætter« i stedet for roller som hans sidste store danserolle som ballroomdanseren Scott Hastings i næste års musical 'Strictly Ballroom'.

»Jeg har jo samlet rigtig meget erfaring, jeg har 20 års jubilæum i år, så det vil jeg gerne prøve at give videre eller være med til at udvikle nyt,« forklarer Silas Holst.

Silas Holst er skuespiller, danser og sanger - men nu lægger han danseskoene på hylden.
Silas Holst er skuespiller, danser og sanger - men nu lægger han danseskoene på hylden. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Og så kommer han altså også til at prioritere endnu mere tid hjemme i familiens skød med ikke mindst sine to børn, den 7-årige Bob Jones og 9-årige Maggie My.

»Jeg kan godt mærke, jeg begynder at savne mine børn, og jeg kan mærke et behov fra mine børn om, at jeg er mere hjemme. Det begynder de i hvert fald at ytre, at de synes det er dejligt, at jeg er hjemme om aftenen,« forklarer Silas Holst.

Silas Holst har den 7-årige søn Bob Jones og den 9-årige datter Maggie My med skuespilleren Johannes Nymark, som han tidligere var gift med, samt deres veninde Louise Mahnkopf.

I dag er Silas Holst gift med den tidligere realitypersonlighed og nuværende lufthavnsmedarbejder Nicolai Schwartz gennem knap to år.

Hør seneste afsnit af den nye podcast 'B.T. og det gode selskab' herunder.