Christian Kjærs yngste søn er »uigenkaldeligt« hans hovedarving.

Det fortæller den 80-årige FLSmidth-arving i sin nye TV 2-dokumentar 'Christian Kjærs sidste vilje', hvor testamentet skal gøres op.

Og her fremlægger Christian Kjær også et krav til hovedarvingen Alexander Astani.

»En 11-årig skal ikke have en milliard. Der skal være en vis opdragelse med det,« starter Christian Kjær.

Rigmanden vurderer nemlig, at han selv her »fem år, seks år« før sin død er god for en milliard kroner - og heraf skal størstedelen altså gå til sønnen, som han har med konen Susan Astani.

Derfor følger der også nogle betingelser med, når Alexander Astani ikke mindst arver det fornemme skovområde Skærbæk Plantage.

»Jeg er nødt til at aflevere det her, sådan at det kan give nogle penge. Og der skal man være handelsmand,« siger rigmanden, mens man ser ham køre ind på sin ejendom i skovområdet nær Silkeborg.

»Han får altså 2000 hektar. Af mig. Så skal han gøre det samme som mig og få noget ud af det. Og jeg har været god til at handle og til at tjene penge på handel. Og det tror jeg, han vil. Jeg tror, han er et handelstalent,« siger Christian Kjær om yngstesønnen.

Christian Kjærs fornemme Skærbæk Plantage har indbragt ham mange millioner kroner og gode stunder. En dag skal yngstesønnen arve det hele - på én betingelse. Foto: Monday Media.
Christian Kjærs fornemme Skærbæk Plantage har indbragt ham mange millioner kroner og gode stunder. En dag skal yngstesønnen arve det hele - på én betingelse. Foto: Monday Media.
Vis mere

Så den 11-årige Alexander skal også selv dygtiggøre sig indenfor noget og tage en uddannelse, førend han kan overtage den lukrative Skærbæk Plantage.

»Inden Alexander bliver 24 år, så skal han tage en akademisk uddannelse. Enten som ejendomsmægler i udlandet eller som jurist eller som ingeniør, eller hvad han nu vil lave,« forklarer Christian Kjær.

»Det, jeg egentligt helst vil have, det var, hvis han tog en skovrider-uddannelse. Det er en god uddannelse. Så kan du blive direktør for A.P. Møller eksempelvis. Det er skovridere, der er det.«

Ifølge Christian Kjær er træer og skovdrift da også det, han selv har bedst forstand på og har tjent rigtig mange penge på - omtrent »et par millioner om året«.

Christian Kjær er gift med Susan Astani, som han har sønnen Alexander med. Den i dag 11-årige søn er rigmandens hovedarving, der blandt andet også får Skærbæk Plantage, hvor familien nu bor.
Christian Kjær er gift med Susan Astani, som han har sønnen Alexander med. Den i dag 11-årige søn er rigmandens hovedarving, der blandt andet også får Skærbæk Plantage, hvor familien nu bor. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Derfor vil han også gerne sikre sig, at yngstesønnen er rustet til at føre den arv videre.

»Jeg vil jo gerne give noget, hvis de vil bruge det rigtigt. De skal ikke bare sidde og leve af det, de skal jo også arbejde med det, fordi de bliver glade for at arbejde,« fastslår Christian Kjær om børnene.

Han nævner desuden også, at da han og Susan Astani ganske overraskende fik deres fælles barn og skulle beslutte hans navn, så havde Alexander Astani en klang, der ville betyde, at »han kan sælge parfumer«.

Christian Kjærs to ældste børn har han derimod gjort arveløse. Læs mere om det HER.