Ekstraordinært mange hunde og hvalpe skal til dyrlægen om sommeren, fordi deres ejere ikke passer ordentligt på kæledyrene.

På Næstvedegnens Dyrehospital har personalet drøntravlt i disse dage. Det strømmer ind med hunde og hundehvalpe, som er overophedede, har slugt for meget saltvand eller har fået brændsår i munden på grund af varme grillpølser. Ejerne skal huske at tænke sig ekstra godt om, når hvalpen er med på ferie.

Med til en god sommerferie hører typisk grillmad, men kombinationen af lækkert, duftende pølser og gloende varm grill, er en farlig fristelse for hvalpen. Samtidig er mange griller så lave, at det er ret let for en hvalp at komme til det, der ligger på grillen.

- Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig hvor galt det kan gå, hvis hvalpen hopper op ad grillen, eller måske endda får den væltet. Så hold hvalpen og grillen adskilt, indtil du er helt sikker på, at hvalpen har forstået, at den skal holde sig væk fra grillen, siger dyrlæge Jens Knudsen.

Jens Knudsen forklarer, at hvalpe ukritisk spiser hvad der sættes for dem. Så hvis man smider en stump varm pølse direkte fra grillen ned til hvalpen, vil den ikke opdage, at pølsen er alt for varm, men bare hugge den i sig. Det kan i værste fald medføre brandsår i mund og svælg.

Den største fare kommer dog af, at hunden bliver efterladt i en varm bil. Det kan være livsfarligt her i sommerheden.

- Efterlad aldrig hunden eller hvalpen i bilen. Selv ikke når du bare skal ind og handle. Hunden kan dø af hedeslaget, og det kan gå rigtig hurtigt, advarer Jens Knudsen.


Hvalpe med særlig risiko

Som hvalpeejer skal man tænke sig om inden man tager sin hund med sig rundt i sommerlandet, for hvalpe er langt mere sarte end voksne hunde overfor både kulde og varme. Det gælder alle hvalpe, men især racer med tæt pels som Chowchow, New Foundlænder og Berner Sennen har sværere ved at komme af med varmen på grund af pelsen.

Racer med kort snude og snævre luftveje som Mops, Fransk Bulldog og Engelsk Bulldog har endnu sværere ved at klare varmen på grund af den snævre luftvej og dermed nedsatte evne til at køle ned ved at puste meget.

- Man skal huske, at hunde jo primært kommer primært af med varme gennem vejrtrækning og poter, de har ingen svedkirtler i huden ligesom mennesket, og kan derfor ikke sved på samme måde som mennesker kan. I øvrigt så skal en hvalp i det hele taget ikke ud at gå lange ture eller lege voldsomt - og slet ikke hvis det er varmt, siger Jens Knudsen.


Farer på stranden

De fleste hunde er vandhunde, som elsker at svømme og lege i havet. Men ofte kan de ikke styre at stoppe mens legen er god. De overanstrenger sig, og det kan blive meget smertefuldt for hunden.

- En almindelig risiko hvis hvalpen svømmer for meget er, at den kan få en såkaldt vandhale. Hvalpen bruger halen til at styre med i vandet, lidt som en slags ror, og så kan det ske, at halens muskulatur bliver overanstrengt. Ved sådan en vandhale bliver halen meget øm og hænger ofte nærmest helt slapt, faktisk så slap, at man kan tro hvalpen har brækket halen, siger Jens Knudsen.

Lige som mennesker holder de fleste hunde også af at mæske sig i en kold is. Nogle hvalpe kan få lidt  er der ingen fare for, at dyret tager skade. Det vigtigste er, at ejeren er opmærksom på, at hunden ikke spiser ispinden. Det kan være livsfarligt.

- Skulle det ske, at din hvalp får slugt ispinden, så skal I søge dyrlæge. En ispind kan sætte sig fast i mavesækken og lave hul ud til bughulen, og sker det, så dør hunden hvis ikke den bliver opereret. I første omgang vil dyrlægen dog prøve at få hvalpen til at kaste pinden op, eller prøve at fiske ispinden op med et skop, som er en kikkert der kan føres ned i hundens mave, fortæller Jens Knudsen.


Gode råd fra dyrlægen
  • Sørg for, at hvalpen er rigtig godt luftet af hjemmefra.
  • Tag parasol og vand med på stranden. Det skal være en god, stor parasol, der kan give masser af skygge. Uden skygge kan hvalpen simpelthen ikke opholde sig på stranden.
  • En hårløs hund skal have solcreme på.
  • Undgå at hunden spiser ispinden.
  • Være opmærksom på, at strandsand kan blive meget varmt at gå på for hvalpe, der er på "bare poter". Så husk at mærk efter med egne, nøgne fødder, hvor varmt sandet er.
  • Kast aldrig sten ud i vandet, som hunden skal fange. Knækkede tænder er ikke en ualmindelig skade på hvalpe og voksne hunde, der har forsøgt at gribe sten.
  • Uanset hvad du bruger som mål for hvalpens svømning skal du passe på at den ikke bliver lokket for langt ud. Hvalpen må aldrig komme længere ud end hvor du selv kan bunde og komme ud og hjælpe den ind igen.
  • Efterlad aldrig hunden i bilen.