Mellem 50 og 75 heste er sluppet løs fra det omstridte Viegård Stutteri, der ligger ved Skals nord for Viborg.

Det siger Michele Vandbord, der er en af arrangørerne bag flere demonstrationer ved stutteriet. Det skriver TV Midtvest.

»Lige nu prøver alle, både demonstranter og medarbejdere fra stutteriet, at få hestene tilbage i folden. Så det glæder mig, at alle arbejder sammen,« siger hun til mediet.

Der er ingen meldinger om, hvordan hestene er sluppet løs.

Midt- og Vestjyllands Politi har modtaget en anmeldelse om hændelsen.

Stutteriet kom i fokus efter fund af 50 nedgravede døde heste i august, og det blev anklaget for udmagring af heste. Det har ejeren afvist.

Dengang blev jorden omkring stutteriet endevendt af gravemaskiner, og Viborg Kommune konstaterede, at de døde heste var blevet gravet ned uden tilladelse.

Anklagerne førte også demonstrationer med sig.

Det er tidligere kommet frem, at der har været flere anmærkninger omkring dyrevelfærd på stutteriet.

I de første syv måneder af 2023 førte uanmeldte tilsynsbesøg til fire sigtelser for overtrædelse af dyrevelfærdsloven for i alt 35 forskellige forhold.

Besøgene har ifølge politiet ført til et 'større antal pålæg' om at forbedre dyrevelfærden, er det tidligere kommet frem.

Stutteriet blev erklæret konkurs i oktober. Det samme gjaldt ejeren, John Byrialsen, som gik personligt konkurs.