Lørdag morgen ryddede Københavns Politi boderne i Pusher Street på Christiana, men kort efter er der igen gang i hashhandlen i fristaden.

I de tidlige morgentimer lørdag rykkede betjente ud og ryddede alle boderne i Pusher Street.

Det skrev politiet selv på Twitter kort før klokken ni.

Under aktionen fandt politiet hash på flere gemmesteder, men noget tyder på, at politiet ikke fik det hele med.

BTs reporter på stedet kunne i hvert fald ved selvsyn konstatere, at der 09.30 igen blev solgt hash i Pusher Street. Politiet havde forladt stedet, og rundt omkring stod pusherne igen og solgte deres varer.

»Alt virker helt normalt og udramatisk, og det lader til, at hverdagen er vendt tilbage til Pusher Street,« fortæller vores journalist.

Politi har ryddet alle boder i Pusher Street

Rydningen af Pusher Street skete under et døgn efter, at christianitterne valgte at åbne den berømte gade igen efter en midlertidig lukning, som christianitterne ligeledes selv stod bag.

Ved lørdagens aktion er en udlænding blevet anholdt for overtrædelse af zoneforbud og bodsdag, og den pågældende vil blive udvist, oplyser politiet.

Københavns Politi oplyste fredag efter genåbningen, at det optrapper indsatsen mod hashhandlen på Christiania og vil have fast daglig tilstedeværelse i Pusher Street.

Pusher Street var lukket i tre dage, inden gaden fredag blev åbnet igen. På et internt møde besluttede christianitterne, at der var brug for at 'sætte Pusher Street på pause.

Beslutningen blev truffet på baggrund af en udvikling omkring hashgaden, som ifølge christianitterne ikke er til fristadens bedste. Blandt andet mener man, at volden og den dårlige stemning er taget til.