Nedturen har kørt for fuld skrue på det seneste for den danskejede elbilsproducent Fisker Inc.

Senest har FDM været ude at advare danskere mod at købe bilen på grund af frygten for en forestående konkurs. I stedet skal man ifølge FDM lease bilen, hvis man vil sidde bag rattet.

Frygten for en konkurs kom efter Fisker Inc. fremlagde deres årsregnskab, der viste et underskud på 5,3 milliarder kroner. 

Et underskud der sendte aktiekursen mod afgrunden.

Men hvis man skal forstå manden bag elbilen, danske Henrik Fisker, så har det intet på sig, hverken FDM's advarsel eller den økonomiske usikkerhed.

»FDM er et gammelt konservativt nyhedsmedie (FDM er en interesseorganisation for bilister, red.), som desværre ikke er up to date. Det er tydeligt, at de bliver påvirket af de sensationelle overskrifter, ærgerligt,« skriver Henrik Fisker til B.T.

I februar kaldte en verdenskendt anmelder elbilen Fisker Ocean 'den værste bil, han nogensinde har anmeldt'.

Sidste måned kom det også frem, at den amerikanske myndighed for trafiksikkerhed, NHTSA, har indledt en undersøgelse af Ocean-bilers sikkerhed.

Flere klager lyder nemlig på, at bilister ikke kan skifte til det ønskede gear i Fiskers Ocean-biler.

»Vi er et offentligt selskab på Børsen i New York og vi skal klart oplyse om forsigtighed, men vi har også sagt tydeligt, at vi arbejder sammen med investorer for at sikre yderligere midler.« 

»Alle nystartede bilvirksomheder arbejder sammen med investorer, mens de vækster, det er normalt. Jeg er glad for at kunne sige, at vi har nogle fantastiske Fisker ejere, der ikke bliver trynet af denne type sensationelle presse,« skriver Henrik Fisker.

Fisker har selv tidligere fortalt, at man ligger i forhandlinger med en 'større bilproducent' om potentiel investering i selskabet.

Senest har Reuters kunne sætte navn på, hvem det skulle være. 

Der er tale om den japanske bilfabrikant Nissan.

Ifølge Reuters' oplysninger forhandles der om en investering på 400 millioner dollar, cirka 2,7 milliarder danske kroner, i Fisker.

»Vi er her for at blive, uanset nej-sigerne. Vi ved, at vi har et konkurrencedygtigt produkt, og at den etablerede branche ikke synes om det, og det er okay,« lyder det.

Fisker meldte torsdag ud, at man var truet på eksistensen og ville afskedige 15 procent af de ansatte.