Der er nye problemer for den danskejede elbil Fisker Ocean.

For den amerikanske myndighed for trafiksikkerhed, NHTSA, har indledt en ny undersøgelse af køretøjets sikkerhed.

Det viser offentlige dokumenter i sagen. Også Finans.dk har skrevet om sagen.

I denne omgang er der tale om udfordringer med gearskiftet i bilen, som danske Henrik Fisker står bag.

Henrik Fisker.
Henrik Fisker. Foto: Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Flere klager lyder på, at bilister ikke kan skifte til det ønskede gear, især har der tilsyneladende været vrøvl med at kunne ramme parkeringsgearet.

»Dette kan resultere i en utilsigtet bevægelse af køretøjet, eller at køretøjet ruller, mens operatøren går ind eller ud af køretøjet. En af de klagende påstår, at vedkommende er kommet til skade,« lyder det.

Tidligere på året var det bremseproblemer, der udløste en undersøgelse af NHTSA.

Og i det hele taget har 2024 mest af alt været et år til glemmebogen for Henrik Fisker og co. 

Eksempelvis er YouTube-stjernen Marques Brownlee netop kommet med en sønderlemmende anmeldese af Fisker Ocean:

Her lød det, at den var »den dårligste bil«, han havde testet. 

Desuden er Fisker-aktien raslet ned siden nytår.