Den britiske talentdommer løfter sløret for den amerikanske udgave af pengemaskinen X Factor.

Simon Cowell vil ikke spekulere for meget i, hvem der skal sidde bag dommerbordet i den amerikanske version af X Factor, men han bekræfter, at der vil være et kendt ansigt i panelet - ham selv.

- Når showet går i produktion, bliver jeg dommer, siger Cowell.

Inden programmet begynder, vil den bramfri brite fungere som producer og deltage i udvælgelsen af de øvrige dommere. Det skriver people.com.

Blandt kandidaterne til en plads i dommerpanelet finder vi ifølge rygtet blandt andre Nicole Scherzinger, Rihanna, Jessica Simpson, Will Smith, Cheryl Cole, Katy Perry og den i forvejen skattede X Factor-dommer Paula Abdul.

Simon Cowell vil dog ikke liste navne op, men bekræfter, at han har følere ude for at finde mulige dommere til panelet i det populære talentshow.

Spørges der ind til Cowells tidligere dommer-makker, Paula Abdul, svarer han:

- Jeg er kæmpestor fan af Paula. Vi har helt ærligt ikke besluttet os endnu. Vi håber at kunne offentliggøre vores valg om tre til fire uger.

Vinderen af den amerikanske version af X Factor får en pladekontrakt på fem millioner dollar - det er den højeste garanterede præmie i et tv-program nogensinde.

/ritzau/