At Axel Strøbye var en af de største skuespillere i Danmark, behøver ingen være i tvivl om, når man hører hans kollegers reaktion på det triste og uventede dødsbudskab.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Han var elsket af alle både som genial komiker, karakterskuespiller og menneske, og lige meget om han spillede en hovedrolle eller en birolle, så formåede han altid at brænde igennem på filmlærredet eller TV-skærmen. Eller komme ud over rampen på teatret.

Til gengæld var han reserveret som privatperson. Selv om han blev mest kendt for de morsomme roller, så opfattede han ikke sig selv som en komiker eller specielt sjov.

Han trak sig tilbage til privatlivet, og ikke mange af hans kolleger plejede omgang med ham i de senere år.

Ghita Nørby:
»Jeg var en meget stor beundrer af ham, men det er mange år siden, at han har deltaget i vores liv. Han trak sig jo tilbage, men jeg holdt så meget af ham. Vi har spillet meget sammen, helt tilbage fra vore unge dage. Vi var også gode venner, men så skilte vores veje. Axel trak sig tilbage, mens jeg fortsatte.

Jeg vil imidlertid altid huske ham som en vidunderlig skuespiller, en stor komiker, et dejligt menneske.«

Erik Balling:
»Jeg vil savne ham hver dag. Vi havde det altid godt sammen. Ellers kan jeg ikke finde på noget at sige lige nu.«

Lise Nørgaard:
»Jeg holdt fantastisk meget af Axel. Han strålede over alle andre og var fantastisk morsom. Han har også været med til at forgylde flere ting, jeg har lavet. Selvfølgelig først og fremmest Matador, hvor han havde én af de stærkeste biroller.

Vi kunne grine af de samme ting. Han havde en udpræget sans for barok humor. Det er mærkeligt at tænke på, at man aldrig skal møde ham mere.

Vi kom ikke sammen privat, men når vi så hinanden ved utallige lejligheder, havde vi det altid festligt.«

Kirsten Olesen:
Jeg kender mest Axel som formand for Oluf Poulsens mindelegat, hvor han var formand i rigtig mange år. Jeg afløste ham.

Han var utrolig speciel og original og en vidunderlig, særegen skuespiller. Ikke underligt, at han blev så folkekær. Han var meget morsom og ramte os lige i hjertekulen med sine skæve figurer.

Jeg har ikke selv spillet så meget sammen med ham. Hverken i Matador eller på Det Kongelige teater, hvor vi var i samme periode. Når man optager film, spiller man jo kun sammen med dem, som er med i samme scene. Og jeg var jo mest i køkkenet sammen med Elin Reimer.

Peter Steen:
Jeg vidste ikke, han var død. De sidste mange år kendte jeg ham ikke, fordi han havde trukket sig tilbage. Det var så underligt, at han pludselig forsvandt. At han pludselig var væk.

Han var en af Danmarks mest morsomme skuespillere. Der var nemlig bund i hans fremstillinger. Og så var han et intelligent menneske. Han var et klart hoved, og han havde et voldsomt, morsomt og kolossalt fyldigt greb om de roller, han kom til at spille. Helt utroligt. Han brændte igennem på alt det, han lavede.

På film var han en utrolig kraftig bombe af energi og fortællelyst. Det var fantastisk at spille sammen med ham i Olsen-banden, og det ærgrer mig, at jeg kun spillede med i de første tre film, fordi jeg skulle være med i en anden film. Siden hen overtog Ole Ernst jo min rolle, som Axels politiassistent.

Sonja Oppenhagen:
Jeg er selvfølgelig ked af, at Axel er væk. Vi har mistet en stor, stor kunstner. Han havde noget af det format, som Dirch også havde. Han var sådan lidt fabeldyrsagtig.

Jeg har spillet sammen med ham på Aveny-teatret og i Min Søsters Børn-filmene, da jeg var helt ung. Han brændte så godt igennem, fordi han var meget personlig i sit udtryk.

De senere år har jeg ikke haft så meget kontakt med Axel. Vi bor i samme område, så vi har mødtes og sagt goddag, og hvordan har du det, men Axel levede jo lidt tilbagetrukket og et stille liv de senere år.

Per Pallesen:
Axel var en meget, meget stor skuespiller. Han havde nogle utrolig stærke virkemidler. Han skabte nogle fantastiske figurer. Især i sine store filmroller lavede han noget fantastisk. Skjold-Hansen i Matador var jo helt fantastisk.

Han har spillet et hav af roller, og det er ikke let at fremhæve nogen. Han forstod altid at skabe en figur. Et menneske af kød og blod. Han har inspireret mig til at gå helt ud til kanten af en rolle. At give den alt, hvad den kan trække.

Han gav sig selv 100 procent.

Morten Grunwald:
»Axel Strøbye var en meget populær person. Både blandt publikum og kolleger. Og jeg har altid holdt meget af ham. Og været inspireret af ham. Han lavede nogle meget stærke karakterer på både film og i teateret. Det var uforglemmeligt. Han var god til det hele. Han var sin tids store karakterkomiker.

Et meget levende og farverigt menneske. Altid veloplagt. Der var decibel på drengen.«