Filmfestivalen i Berlin blev åbnet i aftes, og de store internationale stjerner strømmer til. Will Smith, Keanu Reeves og Glen Close er blandt de prominente, der kommer til atbetræde den røde løber

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Præcis som i Danmark havde gråheden sænket sig over Berlin i går. Med småregn, tåge og en lovlig frisk vind.

Men der er nu ikke noget som et par vaskeægte filmstjerner, der kan få det triste til at fortrænge.

Og sådan nogen kunne byen mønstre i går, hvor den 55. internationale filmfestival satte i gang med to af Englands fineste stjerner, Kristin Scott-Thomas og Joseph Fiennes.

Hun fik sit helt store folkelige gennembrud med »Fire bryllupper og en begravelse« i 1994, han fik gennembruddet med »Shakespeare in Love« i 1998.

Og her i Berlin deler de plakat i dramaet »Man to Man«, som var festivalens åbningsfilm i aftes og havde fået mange store tyske stjerner til at trække i gallauniformen.

Selvom årets konkurrencefilm - der altså også tæller den danske »Anklaget« - et langt stykke af vejen har tunge og politiske temaer, vil en lind strøm af stjernedrys falde over den røde løber de kommende ni dage.

Hæder til Daniel Day Lewis
Keanu Reeves kommer, selveste Gandalf, Sir Ian McKellen ligeså. Will Smith er på vej. Dennis Quaid har annonceret sin ankomst. Sammen med Liam Neeson. Og manden der hellere ville være skomager, Daniel Day Lewis, som i år vil få overrakt en hæderspris for sin lange og fine karriere.

Og af kvindelige stjerner vil både Glen Close og Angelica Houston kaste glans over festivalen. Mens Frankrigs stjernedelegation bl.a. består af Catherine Deneuve og Gerard Depardieu.

Spillefilmens supermarked
Og fra musikkens verden vil ingen ringere end George Michael dukke op i næste uge, hvor en dokumentarfilm om hans liv og karriere vises her i Berlin.

»A Different Story« hedder den og kaldes »et ekstraordinært portræt af en af verdens mest berømte personligheder«. Den vises i en sidekonkurrence, Panorama.

Næsten 350 film vises i filmfestivalens regi frem til 20. februar. Dertil skal lægges de mange tusinder titler, som vises på filmmarkedet, en slags supermarked udi spillefilm.

suss@bt.dk