Skuespillerinden Rosario Dawson har stillet sig i spidsen for en kampagne, der skal få flere amerikanere af spansk afstamning til at stemme ved præsidentvalget i november.

'Sin City'-stjernen er stolt af sin blandede herkomst, men frustreret over, at kun en trediedel af USAs spansktalende befolkning benytter deres stemmeret. Dawson har derfor stiftet græsrodsorganisationen Voto Latino med det formål at lokke fleree til stemmeurnerne.

- Det er et utroligt vigtigt valg, vi står overfor, og derfor forsøger vi at råbe folk op med det budskab, at de altså har nogle rettigheder', siger den 28-årige skuespillerinde.

Dawson selv har purertoricanske, cubanske, afrikanske, irske og indianske rødder. Og hun fik nærmest politik ind med modermælken. Hendes mor var aktiv på venstrefløjen og tog gerne sin lille datter med til demonstrationer i New York.