CD: METALLICA, »St. Anger«, (Vertigo)
»St. Anger« er en frenetisk flænsende og frådende Heavy Metal plade
Og lad det være sagt med det samme: »St. Anger« har Slayer-ske-lov omtrent så meget til fælles med »Reload« (og for den sags skyld også »Load« og »Metallica« før dén) som en vrissen tømmermandsplaget hvidhaj har med en bedøvet kanin.
Med andre ord: »St. Anger« er en frenetisk, flænsende og frådende smadderfest af et HEAVY METAL album - en tumultarisk tur i den turbine, hvor speed- og thrash metal (ja, sgu'!) endelig atter mødes i Metallica-regi med rigelige stop-start skift og hammerhabile guitarriffs bare i de to første numre (»Frantic« og titelnummeret) til at holde flere andre metalbands kørende i en hel karriere.
»St. Anger« er formentlig det mest ukommercielle album, noget superstjernenavn nogensinde har begået. De fans, som måtte være stået på Metallicas mere radiovenlige stil op gennem 90'erne, springer af toget igen hurtigere end du kan nå at sige »brandsår«, når de flammende brutale riffs fra numre som den nådesløse speedfest »Dirty Window« eller den ædende onde »My World« rammer øregangene.
Og til jer mange, som har skrevet og spurgt: jo, der er ting på »St. Anger« så hårdtslående og kompromisløse, at de ind imellem får Slayer og Sepultura til at lyde som Toto.
Men selv om der for så vidt både er elementer, som kan lede tankerne hen på tidlige Metallica-albums som »Kill 'Em All«, »Ride The Lightning« og »... And Justice For All« samt rasende riffs a'la både Megadeth, førnævnte Slayer og sågar Discharge (!), er »St. Anger« også på mange måder noget ganske anderledes end HM-plader, som de er flest.
Først og fremmest vil lyden kræve tilvænning for de fleste. »St. Anger« lyder, som om den er indspillet live i Al »Vore Værste År« Bundys garage, mens Al selv står og giver sin gamle rustne Dodge et lejlighedsvist hug med en forhammer. Ordet »møgbeskidt« strækker ikke til hér - specielt Lars Ulrichs trommer er primalrå som aldrig tidligere hørt.
Dernæst kommer et faktum, som jeg har det svært med. På disse elleve numre, hvoraf det korteste varer fem minutter og fjorten sekunder og det længste små ni minutter, er der ikke én eneste guitarsolo. En klar fejl idet nogle soli - eller bare nogle vignetter - ville have tilføjet bombardementet hér både noget dynamik og afveksling i de perioder, hvor det hele altså bliver for bastant.
For det gør det sine steder på et ellers ofte tæt-på-det-mesterlige album. Pladen varer fem kvarter, og det er et kvarter for længe. Der er et par fillers-not-killers som sagtens kunne være undværet - det kedsommelige »Invisible Kid« og dele af »All Within My Hands«. På den anden side set - hvis man hører »St. Anger« et halvt album ad gangen, så er det lige før, man har to mesterværker på hånden. Der er dybder i musikken hér, som hverken går op for én ved første eller tolvte gennemspilning.
Med selve albummet følger i øvrigt en DVD med alle numrene spillet live i studiet med. Se, dét er sgu fan-service. Tilbage står kun at udbryde: hvor er det fedt at have Metallica, HEAVY METAL BAND, tilbage.
