Den danske film »Anklaget« kæmper med 20 andre om at vinde en sølv- eller guldbjørn i Berlin. Forude ligger dog et par nervepirrende dage for den danske film, som har Troels Lyby og Sofie Gråbøl i hovedrollerne.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Min mavefornemmelse siger mig, at vi har en chance for én eller to priser«.

Kim Magnusson banker under bordet. Og krydser fingre for, at nemesis ikke ånder ham i nakken over at have sagt det højt. At hans selskabs film »Anklaget« kan gå hen og vinde på lørdag, når Berlin filmfestivalen udråber årets guld- og sølvbjørnevindere.

Som direktør for Nordisk Films egenproduktion af spillefilm ser Magnusson ellers bjørne nok til dagligt. Isbjørnen er som bekendt det gamle firmas kendetegn. Men derfor kan man godt drømme om én mere. I sølv eller guld.

I alt 21 konkurrencefilm er på programmet i år. Og »Anklaget« vises som den allersidste fredag aften!

Så man kunne godt frygte, at den internationale jury - med den tyske instruktør Roland Emmerich i spidsen - når det bliver Danmarks tur til at vise flaget - allerede har lagt sig fast på en vinder!

Sikker på succes
»Vi må bare håbe, at det går samme vej som de sidste par år, hvor det har været en af de sidste dages film, der vinder«, siger Kim Magnusson.

På andre fronter kan »Anklaget« allerede kalde sig en succes.

Det engelske pr-bureau DDA tager sig af den internationale presse på filmen. Og på trods af filmens tunge emne (en incest-anklage) og det faktum, at dens instruktør, Jacob Thuesen, er debutant, er de blevet løbet på dørene af journalister, som vil lave interviews.

»Der er virkelig stor interesse for filmen. Og dens hårde og svære emne skræmmer ikke. Jeg fornemmer, at journalisterne er nysgerrige efter, hvad dansk film har at byde på efter dogme. Dogme har domineret dansk film i så lang tid, at mæthedspunktet var nået«, siger Catherine Ayers fra DDA og lægger ikke skjul på, at dansk film er en efterspurgt vare hos det internationale pressekorps.

»Samtidig mærker vi også, at Sofie Gråbøl har en stor fanskare, at hun er højt respekteret for sit arbejde. Desværre har vi kun Sofie, Troels Lyby og Jacob Thuesen til rådighed for interviews i fire-fem timer på fredag. Så vi har slet ikke tid nok til at tilgodese alle forespørgsler.«

Italiensk begejstring
Og »Anklaget« er en vare, som den italienske filmopkøber Cesare Petrillo fra Tedora Film gerne vil have fingre i.

»Er du gal, ellers stod jeg ikke her en halv time før tid«, siger han fra sin plads i køen til en af de to markedsvisninger på filmen, som udelukkende er for festivalens købmænd.

»Vi vil bare se den. Og forhåbentlig også købe den«, siger Petrillo, som har stor erfaring med danske film hjemme i Italien.

»I forvejen har vi distribueret »Arven« og »Bænken«. Og om kort tid får »Brødre« premiere. »Arven« solgte 100.000 billetter i Italien. Det er forrygende flot. Og Ulrich Thomsen vandt prisen som bedste skuespiller og filmen for bedste manuskript. Så interessen for dansk film er stor. Selv når det er tunge emner.«

Tjekkisk interesse
Hans tjekkiske kollega Roman Lejcko fra Cinemart er af samme mening. I forvejen har hans firma distribueret »Wilbur begår selvmord«, »Reconstruction« og »Italiensk for begyndere« og haft succes med det.

»Og den her ser interessant ud. Emnet er spændende. Og så er den dansk!« siger Lejcko om »Anklaget«.

suss@bt.dk