'Det er sindssygt det her. Tusind, tusind tak - I er for vilde'. Peter Andersen var lykkelig efter sejren i Dansk Melodi Grand Prix 2007. Og klar til at lægge Finland ned til maj.

- Det er helt gak, lød det fra draggen på scenen i Horsens i minutterne efter den flotte sejr i DMGP.

Med sejren er han klar til semifinalen i det internationale Melodi Grand Prix, der afvikles i Finland den 10. maj. Her skal 27 lande dyste om ti billetter til finalen, der løber af stabelen to dage senere.

- Jeg har faktisk været i Finland før. Men da var jeg klædt ud som Pluto, fortalte DQ i Horsens. Han er klar til at fyre den af i semifinalen.

- Nu lægger vi hjernen i blød, og så lave vi det ondeste show i Finland, sagde Peter Andersen med en slet skjult henvisning til finnernes vinder fra sidste års MGP, heavyrockerne Lordi, der i deres fantastiske kostymer og forklædning sejrede i Athen med deres 'Hard Rock Hallelujah'.

Første drag-indslag i Dansk Melodi Grand Prix
Peter Andersen er især kendt som frontfigur i bandet "Turn on Tina", hvor han optræder som Tina Turner.

Vindernummeret Drama Queen har Peter Andersen skrevet sammen med kollegerne Claus Christensen og Simon Munk fra DR-underholdningsshowet Førstevælger.

Det var første gang, at Dansk Melodi Grand Prix lagde scene til et såkaldt drag-nummer.

Favoritter dukket
Showet i Horsens blev lidt af en dukkert for to af forhåndsfavoritterne.

Jacob Andersen blev kun nr. fem med sangen 'Listen to Love' og B.T.s tip til en topplacering, søstrene Me & My sang 'Two are stronger than one' til en beskeden sjetteplads.

Jørgen Olsen, solo med sangen 'Vi elsker bare danskere', fik ikke gengældt kærligheden og sluttede på sidstepladsen sammen med Annette Heick, Annika Askman og Danni Elmo. De fire deltagere fik ikke et eneste point.