(»Vagina-monologerne«, Taastrup Teater, fem stjerner)
Gleen Close, Melanie Griffith, Kate Winslet og Winona Ryder har gjort det. Og nu går tre danske skuespillerinder på scenen med »Vagina-monologerne«, der er så ustyrligt morsomme, at jeg griner endnu.

  • Kønskamp og kussesnak
  • Kommentar: Kvinde, kend dit køn

    ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Kald den lysthuset, andet hul fra nakken eller slet og ret k-u-s-s-e. Ligesom Hanne Windfeld, der staver ordet med kroppen og bagefter får publikum til at råbe det himmelhøjt!

    Bare ikke vagina, som ifølge Kirsten Peuliche er et frygteligt usexet ord.

    Men så er der jo alle historierne. Valgt ud og skrevet ned på baggrund af 200 interviews, og fremført med vidunderligt overskud af pikante Windfeld, raffinerede Peuliche og unge, friske Trine Appel.

    Én vil ikke have barberet sin vagina. Det gør ondt og får hende til at tale med babystemme.

    En ældre kvinde vil først ikke snakke vagina til vagina, men beretter så om dengang hun som ung smækkede døren i til »Det dernede« og satte et skilt på med »Lukket på grund oversvømmelse«.

    Kirsten Peuliches stemmeekvilibristiske demonstration af kvinders forskellige orgasmestøn - inklusive det pæne, stumme - kan forgylde enhver revy. Mens stønneriet får mænd til at miste selvtilliden og evnen.

    Sarkasmen er sød og skarp overfor hankønnet, der gennemgående savner interesse for, hvad vaginaer egentlig er og kan. Blot man(d) viser dem lidt tillid.

    Det gør nogle lesbiske kvinder, hvis indforståede omgang med vaginaer beskrives overrumplende detaljerigt og sanseligt.

    Desværre holder forfatterens alter ego os med sine kommentarer på afstand af den grænseoverskridende oplevelse, det ku' være blevet til.

    De genialt oversatte monologer får til gengæld en ekstra morsom - nogle steder tragikomisk - dimension af amerikanernes forskruede forhold til sex. Det er ikke nemt at forholde sig afslappet til sin egen eller kærestens vagina, når ingen andre gør det!

    Der serveres hårde facts om alt det, vaginaerne og deres ejerinder må tåle.

    Grusomme omskæringer, seksuelt misbrug og en moral, der gør kvindelig seksualitet forkert og forbudt. Noget, som burde være fortid, men som Trine Appels hudløse monolog om en voldtægt i Bosnien minder om er blodig nutid.

    »Vagina-monologerne« har fået en international årsdag og ry for at kunne ændre politiske dagsordener. De vil dog næppe udløse (!) en nyfeministisk bølge i Danmark.

    Men midt i tidens insisteren på at proppe pseudo-sex ned i halsen på os døgnet rundt, er det skønt med en grinagtig og ligetil hyldest til kvinders sindrige indretning og sunde instinkt for alt det »dernede«.

    »Vagina-monologerne« af Eve Ensler.

    Oversættelse: Ann Mariager. Iscenesættelse: Mogens Holm. Scenografi: Frederik Bjerg. Danmarkspremiere. Taastrup Teater. Forestillingen spiller til og med 10. oktober.